DF er hverken rød og blå i striden om beskæftigelse

Dansk Folkeparti vil forhandle beskæftigelsessystemet færdig, før besparelser findes, siger partiformanden

Dansk Folkeparti vil se, om der kan spares på beskæftigelsessystemet, før der bruges penge på at sænke skatter og afgifter for virksomhederne i vækstplanen, som regeringen i foråret forhandler med oppositionen.

Det fastslår DF's partiformand, Kristian Thulesen Dahl. Dermed vælger han omhyggeligt ikke side i striden mellem Venstre og regeringen. Venstre vil spare et milliardbeløb, som regeringen afviser.

- Vi skal tage tingene i den rigtige rækkefølge. Vi forhandler gerne en effektivisering af beskæftigelsesindsatsen, så man kan hjælpe de ledige hurtigere i job. Også gerne billigere end nu. Men det ved vi først, når vi har forhandlet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han påpeger, at udvalget under tidligere skatteminister Carsten Koch for længst har fremlagt forslag til at effektivisere arbejdet i jobcentrene. DF er enig med udvalget i, at alle ledige ikke skal skæres over én kam, men bør behandles individuelt, påpeger han.

- Når man har forhandlet, ved man, om systemet koster mindre end i dag. Så kan man bruge de penge på at sætte gang i aktiviteten i Danmark. Men vi ved først, om der er penge, når vi har forhandlet beskæftigelsessystemet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Spørgsmål: - Så du er hverken rød eller blå i sagen?

- Det er ikke realistisk at finde den type besparelse, Venstre taler om, i beskæftigelsesindsatsen. Det er lidt den bagvendte verden, at man først siger, hvad det må koste. Så forhandler man systemet på plads, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han beskylder omvendt regeringen for at trække sagen i langdrag efter Carsten Koch-udvalget.

- Det virker som om, regeringen har svært ved at finde sine ben. Jo længere der går, jo sværere bliver det at lave en aftale inden sommer, siger Kristian Thulesen Dahl.

0 kommentarer
Vis kommentarer