USA advarer Abbas mod at danne regering med Hamas

Vi vil være nødt til at genoverveje støtte til palæstinenserne ved samlingsregering, siger amerikanske kilder

USA vil tage sin støtte til palæstinenserne op til fornyet overvejelse, hvis selvstyrepræsident Mahmoud Abbas' PLO gør alvor af sine planer om at indlede et regeringssamarbejde med Hamas, siger højtstående regeringskilder i Washington.

- Vi vil være nødt til at genoverveje vor støtte til palæstinenserne, hvis den islamistiske Hamas-gruppe og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation sammen danner regering, siger de amerikanske regeringskilder.

- Enhver palæstinensisk regering må klart og entydigt gå ind for en ikke-voldelig linje og anerkende Israel, ligesom den må støtte tidligere indgåede aftaler og forpligtelser, hedder det videre i den amerikanske reaktion på den nye forsoning mellem Hamas og PLO.

Dermed henviser man i Washington til Oslo-fredsaftalen, som det islamistiske Hamas-styre i Gazastriben hidtil har nægtet at bakke op om.

- Hvis en ny palæstinensisk regering bliver dannet, så vil vi vurdere dens linje i forhold til indgåede aftaler og forpligtelser og vurdere dens politik og handlinger, siger kilderne.

Enhedspagten mellem Hamas og Abbas' regering på Vestbredden, der blev offentliggjort onsdag efter syv års interne stridigheder, er blevet stærkt kritiseret i Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu har aflyst et fredsforhandlingsmøde med det palæstinensiske selvstyre.

Samarbejdet mellem paraplyorganisationen PLO og Gaza-baserede Hamas, der står opført på flere landes terrorlister, og som ikke anerkender staten Israel, indebærer blandt andet, at de danner en fælles regering inden for fem uger.

Forsoningen mellem de tidligere rivaliserende grupper sker, mens fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne allerede var fastlåste og tæt på et sammenbrud.

Rivaliseringen mellem Fatah og Hamas er tidligere mundet ud i væbnede konflikter, ligesom tidligere forsøg på at samarbejde er kuldsejlet.

0 kommentarer
Vis kommentarer