Lavrov: USA og EU stod bag antirussisk opstand i Ukraine

Ukraine bliver brugt som en brik i et geopolitisk spil mod Rusland, siger Ruslands udenrigsminister

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, fortsatte torsdag en ordkrig om Ukraine med beskyldninger om, at Vesten bruger landet som en brik i et spil mod Rusland.

- Ukraine bliver brugt som en brik i et geopolitisk spil mod Rusland, og Vesten forsøgte at iscenesætte en revolution i landet, siger Sergej Lavrov ifølge russiske nyhedsbureauer under et besøg på et universitet i Moskva.

Samtidig forventer han dog, at sidste uges Geneve-aftale for Ukraine vil blive implementeret i den nærmeste fremtid.

Topdiplomaterne fra Rusland, Ukraine, USA og EU aftale i Geneve blandt andet, at prorussiske separatister skulle aflevere deres våben og rømme besatte bygninger i det østlige Ukraine, men det har separatisterne hidtil nægtet, samtidig med Ukraine har iværksat militær operation.

Og Lavrov beskylder USA og EU for at stå bag de folkelige protester, som i februar førte til, at parlamentet i Kijev afsatte den prorussiske præsident Viktor Janukovitj, der er flygtet til Rusland.

- I Ukraine forsøgte USA og EU - lad os bare benævne det med de rette ord - endnu en "farve-revolution," siger udenrigsministeren med henvisning til Orangerevolutionen, hvor provestlige kræfter i 2004 forhindrede Janukovitjs første forsøg på at blive ukrainsk præsident.

Det er anden dag i træk, at den russiske førstediplomat beskylder Vesten for at være fjendtligt indstillet over for Rusland, og han mener, at både Bruxelles og Washington har ført en smædekampagne for at skade Ruslands ry, siden Ukraine-krisen begyndte.

- Få tvivler på, at det hele kun drejer sig om Ukraines skæbne. De forsøger at bruge Ukraine som en brik i et geopolitisk spil, siger Lavrov og tilføjer:

- Vores partnere i Vesten - først og fremmest USA - forsøger at fremstå som vindere af Den Kolde Krig og foregiver, at man kan ignore Rusland i forbindelse med europæiske anliggender og samtidig give sig i kast med aktiviteter, som direkte skader russiske sikkerhedsinteresser.

En talskvinde for USA's udenrigsministerium har onsdag kaldt det helt hen i vejret, at Lavrov har beskyldt amerikanerne for at stå bag urolighederne i Ukraine.

0 kommentarer
Vis kommentarer