Kineserne skal have danske pølser

Efter seks års forhandlinger bliver Danmark det første land i verden, der må sælge pølser i Kina

- Jeg er stolt og glad, siger Dan Jørgensen. (Foto: Valdemar Jørgensen)
- Jeg er stolt og glad, siger Dan Jørgensen. (Foto: Valdemar Jørgensen)

Danske pølser er på vej ud i butikkerne i Kina, hvor svinekød er en højt elsket spise.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har netop landet en aftale til 250 millioner kroner i forbindelse med statsbesøget i Beijing. Aftalen er frugten af seks års lange og vanskelige forhandlinger med de kinesiske myndigheder.

- Jeg er stolt og glad. Danmark bliver nu det første land i verden, som må sælge pølser til de kinesiske middagsborde. Det betyder 250 millioner kroner i eksport, og at vi sikrer arbejdspladser og vækst i Danmark, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

- Det har holdt hårdt, og jeg er glad for, at vi i tæt og konstruktivt samarbejde med erhvervet nu er kommet i mål.

Velstanden i den kinesiske befolkning er steget markant og kødforbruget er fulgt med. Godt to tredjedele af alt kød, som spises i Kina, er svinekød. I 2009 var der 157 millioner mennesker i den kinesiske middelklasse, og i 2021 kan der være 670 millioner mennesker.

- Dansk fødevarekvalitet og fødevaresikkerhed er i verdenseliten, og netop disse spidskompetencer gør, at vi med godkendelsen kan fastholde produktion og slagteriarbejdspladser i Danmark, siger Dan Jørgensen.

Dansk svinekødseksport til Kina udgør fødevaresektorens næststørste eksportvare.

- Der skal lyde ros til fødevareminister Dan Jørgensen for velgennemførte forhandlinger med den kinesiske delegation, siger direktør i Landbrug og Fødevarer Søren Gade.

- Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes fødevareministeren at få en endelig aftale i hus. Det betyder både eksportkroner til statskassen og fastholdelse af gode danske arbejdspladser.

Fødevareminister Dan Jørgensen ledsager sammen med en større erhvervsdelegation dronningen og prins Henrik på statsbesøget i Kina.

0 kommentarer
Vis kommentarer