Rusland: Vi vil mødes med EU og Ukraine om gasregning

Det russiske energiministerium siger, at det vil mødes med EU og Ukraine den 2. maj i Warszawa

Den russiske energiminister, Aleksandr Novak, har indgået en tentativ - altså foreløbig - aftale med EU's energikommissær, Günther Oettinger, om trevejs-forhandlinger mellem Rusland, Ukraine og EU om den ukrainske gæld til Rusland for gasleverancer.

Møderne er planlagt til at skulle finde sted senere i denne uge, skriver det russiske energiministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Mødet er planlagt til den 2. maj i Warszawa, hedder det.

Videres skriver det russiske ministerium, at det forventer, at Ukraine vil bekræfte sin deltagelse.

Rusland havde tidligere foreslået, at et møde skulle have fundet sted i dag mandag i Moskva.

Præsident Vladimir Putin har truet med at stoppe gasleverancerne til Ukraine, medmindre regeringen i Kijev betaler de omkring tre milliarder dollar, som han mener, Ukraine skylder det statsejede russiske gasselskab Gazprom.

Han har advaret om, at hvis Ukraine ikke betaler, så kan det komme til at ramme de russiske gasleverancer til Europa, som føres via pipelines i Ukraine.

Den ukrainske overgangsregering har foreløbig nægtet at betale og er rasende over, at Gazprom under krisen i Ukraine har fordoblet prisen på russisk gas.

Ukraines fungerende premierminister, Arsenij Jatsenjuk, har mandag opfordret Gazprom til at gå med til en voldgiftssag for at få bilagt gasstriden med hjælp fra en mægler ved den internationale voldgiftsret ved Stockholms handelskammer.

- Vi har i dag taget første skridt til en voldgiftssag og venter nu på et svar fra Gazprom. Medmindre vi får en aftale på plads inden for 30 dage, må vi gå videre til at indlede en egentlig retssag, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP i en tv-tale.

Regeringen i Kijev er klar til at betale 2,2 milliarder dollar af på sin gæld med det samme, hvis den russiske energigigant går med til sænke prisen til 268 dollar pr. kubikmeter gas.

Gazprom har ifølge AFP ellers lagt op til en pris på 485,50 dollar pr. 1000 kubikmeter gas, og Rusland siger, at Ukraine har en sidste frist til at betale den 7. maj.

Gazprom kræver også i fremtiden, at Ukraine betaler forud, før landet kan modtage gas fra Rusland.

0 kommentarer
Vis kommentarer