Messerschmidts homoudtalelser vækker politisk forargelse

Flere politikere langer ud efter Dansk Folkeparti, der ikke vil bruge EU-midler på homoorganisation

Foto: Jens Dige
Foto: Jens Dige

Et bredt udvalg fra det politiske spektrum slår nu løs med forargelsens boldtræ mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Pia Adelsten i en debat om brugen af EU-midler.

De to politikere mener ikke, at det er op til EU at give penge til den internationale organisation for homoseksuelles rettigheder ILGA, når et befolkningsflertal i flere østeuropæiske lande er imod homoægteskaber og homoadoptioner.

Og den indstilling vækker harme.

Jeppe Kofod, Socialdemokraternes spidskandidat til EU-parlamentsvalget, mener, at ILGA udfylder en vigtig forpligtigelse i EU.

- Vi ved, at I mange lande er der problemer med homoseksuelles rettigheder. Derfor er det vigtigt, at vi også støtter en organisation som ILGA. Det er helt vildt, at Dansk Folkeparti ikke mener, at vi skal betale til det, siger Jeppe Kofod til DR.

Også Folkebevægelsens spidskandidat ved EU-Parlamentsvalget, Rina Ronja Kari, ryster på hovedet.

Se også: DF-spidser vil droppe EU-støtte til homoorganisation

- At kalde støtte til at sikre bøsser og lesbiske rettigheder for frås er sgu et menneskesyn, jeg ikke kan følge. Jeg støtter kampen for at sikre LGTBI-rettigheder overalt i verden, siger hun.

Også ligestillingsminister Manu Sareen (R) melder sig ind i debatten.

- Der er vi så uenige, for naturligvis skal der bruges midler på EU-borgeres rettigheder, skriver han på Facebook.

Venstres Ulla Tørnæs siger, at det er helt på sin plads, at EU støtter organisationer, der fremmer menneskerettighederne i hele Europa, mens SF's ligestillingsordfører, Özlem Cekic, i endnu højere grad langer ud efter Messerschmidts kommentar.

- Messerschmidts udtalelser om homoseksuelle kunne ligeså godt komme fra fundamentalistiske religiøse mørkemænd. Jeg synes, det er udansk at betragte arbejdet for homoseksuelles rettigheder som propaganda for at fremme "aggressive seksuelle positioner", skriver hun til Ritzau.

Liberal Alliance bakker som det eneste parti op om Dansk Folkepartis indstilling.

Christina Egelund, der er partiets spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet, siger til DR, at "homoseksuelles rettigheder er en rigtig vigtig kamp, men det er ikke en kamp, EU skal påtage sig. Det er noget, der skal ligge i de enkelte lande".

Messerschmidt, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti, har brugt dele af sin kampagne frem mod valget på at angribe EU's brug og "frås" med penge.

Og det er i den forbindelse, at udtalelsen ifølge DR er faldet på en blog på jp.dk og siden uddybet overfor DR.

0 kommentarer
Vis kommentarer