Merkel og Putin: Brug for international hjælp i Ukraine

Lederne fra Rusland og Tyskland har søndag diskuteret Ukraine-krisen over telefonen

Den tyske kansler Angela Merkel har talt i telefon med Ruslands præsident Putin. Foto: AP
Den tyske kansler Angela Merkel har talt i telefon med Ruslands præsident Putin. Foto: AP

Den russiske præsident, Vladimir Putin, og den tyske kansler, Angela Merkel, har søndag diskuteret krisen i Ukraine i en telefonsamtale.

De to ledere er enige om, at der er behov for "effektiv international handling" for at dæmme op for urolighederne, hedder det i en melding fra Kreml.

Putin og Merkel diskuterede desuden spørgsmålet om levering af russisk gas, efter at russerne fredag truede med at lukke ned for leveringen af gas til Ukraine fra juni, hvis ikke Rusland modtager en forudbetaling inden udgangen af maj.

I den forbindelse kom det også frem, at Ukraine har en gasgæld på 3,5 milliarder dollar til Rusland.

Samtidig melder Kreml, at chefen for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), den schweiziske præsident, Didier Burkhalter, onsdag drager til Moskva for at drøfte situationen i Ukraine med Putin.

Det sker få dage efter, at syv OSCE-observatører blev løsladt efter at have været tilbageholdt af prorussiske aktivister i otte dage i det østlige Ukraine.

Søndag stormede prorussere en politistation i Odessa og lykkedes med at få frigivet næsten 70 ligesindede, der blev anholdt i forbindelse med fredagens uroligheder, hvor mindst 42 personer mistede livet i den sydukrainske storby.

Under en protestaktion, der begyndte fredeligt, fik aktivisterne med magt tiltvunget sig adgang til politibygningen ved at bryde gennem porte og ved at smadre vinduer.

Kort forinden havde Ukraines fungerende premierminister, Arsenij Jatsenjuk, beskyldt Rusland for at stå bag fredagens voldsomme sammenstød.

0 kommentarer
Vis kommentarer