Dom over Thailands premierminister er på vej

Thailand kan blive kastet ud i en forfatningsmæssig krise, hvis Shinawatra kendes skyldig, siger ekspert

Den politiske karriere for Thailands premierminister, Yingluck Shinawatra, kan onsdag blive afsluttet, hvis landets forfatningsdomstol finder hende skyldig i anklager om magtmisbrug.

Dommen bliver afsagt onsdag, og findes Shinawatra skyldig kan det udløse nye uroligheder i landet. Tilhængere af regeringslederen ventes at gå på gaderne for at protestere, hvis hun bliver tvunget til at gå af som regeringsleder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De seneste seks måneder har modstandere af Shinawatra protesteret i Bangkoks gader i et forsøg på at vælte hende, men uden succes. Protesterne er aftaget i styrke over de seneste måneder, hvor der ikke har været store voldelige sammenstød som tidligere på året.

Anklagerne mod Shinawatra handler om, at hun efter udnævnelsen som premierminister i 2011 udskiftede chefen for den nationale sikkerhedstjeneste for at gavne sit eget parti og et familiemedlem.

Yingluck Shinawatra benægtede tirsdag anklagen ved domstolen. Men iagttagere tror, at hun bliver dømt.

- Det er næsten sikkert, at retten vil finde Yingluck skyldig. Og den beslutning vil hendes parti ikke acceptere, siger politisk analytiker Kan Yuenyong fra tænketanken Siam Intelligence Unit.

Det er uklart, om hele regeringen vil gå af sammen med hende.

- Hvis den gør det, så står vi uden premierminister, regering og et underhus. Kort sagt vil Thailand befinde sig i et tomrum. En forfatningsmæssig krise, siger han.

Finder domstolen Shinawatra skyldig i anklagerne, vil hun blive bandlyst fra politik i fem år.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere