Så tælles der i Sydafrika

Valget officielt slut i Sydafrika, men stemmesteder, hvor der er kø, holder åbent, til alle har stemt

Parlamentsvalget i Sydafrika er slut efter en valgdag, hvor der har været travlhed på de 22.263 stemmesteder rundt om i landet.

Valgkommissionen meldte tidligere på dagen om stor interesse for at stemme, og det kan ifølge politiske iagttagere gavne oppositionen til valgets favorit, Den Afrikanske Nationalkongres (ANC).

Klokken 21 dansk tid sluttede valget officielt, men myndighederne lovede, at alle, der stadig stod i kø for at stemme, nok skulle få lov til at sætte deres kryds.

Pansy Tlakula er leder af den uafhængige valgkommission og sagde tidligere, at den store interesse for at stemme havde givet nogle logistiske problemer her og der.

Over 25 millioner registrerede vælgere kunne stemme.

- De mest presserende problemer, vi har lige nu, er en ekstremt høj stemmedeltagelse, specielt i byområder, hvor der er lange køer, sagde hun sidst på eftermiddagen onsdag.

Politiske iagttagere siger, at ANC nok skal sørge for at få sine egne vælgere til stemmeurnerne, og det er derfor, at en høj stemmeprocent kan tyde på, at de vælgere, der er mere enig med oppositionen, har rejst sig fra sofaen.

Det kan hjælpe Den Demokratiske Alliance, der ligger på den politiske midte, og også det venstreorienterede Økonomiske Frihedskæmpere og andre oppositionspartier.

Meningsmålingsinstituttet Ipsos mener, at en høj stemmeprocent kan koste ANC op til fem procentpoint.

Passer det, ventes ANC at få omkring 60 procent af stemmerne.

Alt under 60 procent vil blive regnet som problematisk for ANC, der har regeret Sydafrika siden demokratiets indførelse i 1994.

Et af problemerne for ANC er, at præsident Jacob Zuma ikke er populær.

Samtidig påpeger nyhedsbureauet Reuters, at ANC også får mere og mere besvær med at leve på tidligere tiders hæder og opgøret med det racistiske styre.

Mange vælgere fokuserer i stedet på den kriseramte økonomi.

Ved valget i 2009 fik ANC 65,9 procent af stemmerne.

Reuters skriver, at et nogenlunde sikkert resultat bør foreligge torsdag ved middagstid.

0 kommentarer
Vis kommentarer