Europa får et nyt fredsinstitut

Ni europæiske lande går sammen om initiativ, der skal hjælpe med mægling og dialog i internationale konflikter

Otte EU-lande og Schweiz etablerer mandag et nyt europæisk fredsinstitut - EIP - der skal gøre Europa bedre i stand til at reagere på udfordringer mod verdensfreden.

- EIP er en meget veltimet bestræbelse. Det er nu, Europa må ranke sig for at imødegå globale udfordringer.

- Det Europæiske Fredsinstitut er en ambitiøs indsats for at fremme EU's kapaciteter og forbedre Europas diplomatiske værktøjskasse, siger det nye instituts formand, den svensk-italienske veterandiplomat Staffan de Mistura i en pressemeddelelse.

De ni ministre bag initiativet konstaterer i et fælles debatindlæg i netudgaven af avisen European Voice, at det meste af Europa i dag er præget af demokrati og retsstatens principper, efter at krig og fjendskab er blevet afløst af politisk og økonomisk integration.

- Den nylige udvikling i Ukraine minder os om dette fremskridts skrøbelige natur og faren ved at lade hånt om internationalt aftalte rammer for sikkerhed og stabilitet.

- Dybden i Europas styrke bliver ofte undervurderet. Men det, vi har opnået i løbet af det sidste halve århundrede, kan heller ikke tages for givet, skriver ministrene.

Idéen med det nye institut er at give Europa et operativt organ, der uden at være knyttet direkte til EU, FN eller andre etablerede institutioner kan mægle og hjælpe med at fremme dialog i internationale konflikter.

Instituttet, der får kontor i Bruxelles, skal kunne gå i aktion på eget initiativ, men kan også stille sig til rådighed for for eksempel EU, eller hvis parterne i en konflikt beder om hjælp med eksempelvis analyser, rådgivning, træning, mægling eller coaching.

Det nye fredsinstitut bliver til på svensk-polsk initiativ.

Ud over Sverige og Polen er også Belgien, Finland, Italien, Luxembourg, Spanien, Schweiz og Ungarn med som stiftere. De håber, at flere lande kommer med.

0 kommentarer
Vis kommentarer