Hækkerup: Der er sat punktum i Blekingegade-sagen

Justitsminister Karen Hækkerup (S) mener, at der er sat punktum i sagen om Blekingegadebanden med ny beretning

De væsentlig spørgsmål er besvaret, og der er nu sat punktum i sagen om Blekingegadebanden ifølge justitsminister Karen Hækkerup (S), efter at både Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Justitsministeriet er frikendt af Blekingegade-kommissionen mandag.

Karen Hækkerup udtaler sig på baggrund af en beretning, som kommissionen mandag afleverede til ministeren, hvor kommissionen havde undersøgt, om PET eller Justitsministeriet havde modvirket det almindelige politis efterforskning af røverbanden.

- Man skal huske på, at Blekingegadebanden stod bag meget alvorlig kriminalitet, og at der derfor er tale om en usædvanlig sag, som helt naturligt gennem årene har været genstand for stor offentlig interesse.

- Og jeg tror, det betyder meget for mange mennesker at få sat punktum i sagen, siger Karen Hækkerup i en pressemeddelelse.

- Med beretningen, der bygger på en meget grundig gennemgang af det samlede sagsforløb, har vi nu fået svar på de væsentlige spørgsmål, som har været rejst i den offentlige debat.

Kommissionen konkluderer i sin beretning, at hverken PET, Justitsministeriet eller andre centrale myndigheder har modvirket det almindelige politis og anklagemyndighedens efterforskning og strafforfølgning.

- Det var et enigt Folketing, der besluttede at nedsætte Blekingegade-kommissionen, så vi kunne få klarlagt forholdene omkring myndighedssamarbejdet i forbindelse med efterforskningen og strafforfølgningen af Blekingegadebanden, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Kommissionen blev nedsat for at få opklaret, om gruppen bag røveriet mod postkontoret i Købmagergade i København kunne have været stoppet på et tidligere tidspunkt.

Ved røveriet i 1988 skød og dræbte røverne under flugten en politibetjent på Købmagergade.

Næsten 70 personer er blevet afhørt af kommissionen, der består af tre medlemmer og af en udspørger.

Blekingegadebanden var en venstreorienteret gruppe, som med flere millionrøverier og andet kriminalitet støttede Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, fra starten af 1970'erne og til slutningen af 1980'erne.

0 kommentarer
Vis kommentarer