Anklage: Sarkozy udnyttede dement milliardær

En rigtig stinker: Nicolas Sarkozy mistænkes for at have snydt en mentalt syg parfumemilliardær

Nicolas Sarkozy, 57, forlader her retten i Bordeaux, hvor han blev udspurgt om en mulig ulovlig kampagnestøtte fra Frankrigs rigeste kvinde. (Foto: AP)
Nicolas Sarkozy, 57, forlader her retten i Bordeaux, hvor han blev udspurgt om en mulig ulovlig kampagnestøtte fra Frankrigs rigeste kvinde. (Foto: AP)

Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy efterforskes nu officielt for at have modtaget ulovlig kampagnestøtte fra den 90-årige parfumemilliardær Liliane Bettencourt.

Ifølge beskyldningerne modtog Sarkozy i alt 150.000 euro fra Bettencourt til sin valgkamp i 2007. Det er langt mere end de 4600 euro, det ifølge fransk lov er tilladt for enkeltpersoner at give i kampagnebidrag.

Sarkozy, 57, nægter, at han har modtaget pengene fra Bettencourt, der som arving til det globale kosmetikfirma L'Oreal er Frankrigs rigeste kvinde.

Bettencourt, der ifølge Forbes er god for 18,6 milliarder euro, er alderssvækket og dement.

- Nicolas Sarkozy, der er uskyldig til det modsatte er bevist, efterforskes for at have udnyttet en sårbar person, hedder det i en meddelelse fra anklagemyndigheden i Bordeaux.

I Frankrig er en officiel efterforskning sidste skridt før en tiltale, skriver Reuters.

Politisk comeback
Nicolas Sarkozy tabte i foråret 2012 slaget om præsidentposten til socialisten Francois Hollande, men han antydede for nylig, at han ikke har opgivet håbet om at vende tilbage til præsidentpaladset.

Meningsmålinger viser, at han er storfavorit til posten som de konservatives kandidat ved præsidentvalget i 2017.

Sagen om ulovlig partistøtte dukkede første gang op til overfladen i 2010. En kvinde, som arbejdede som bogfører for Bettencourt, hævdede, at et stort træk på en af milliardærens konti var øremærket Sarkozys valgkampagne.

Risikerer fængsel
Bettencourt har siden 2006 lidt af demens og blev i 2011 sat under formynderskab af sin datter. Hvis Sarkozy findes skyldig i anklagerne, risikerer han op til tre års fængsel og en stor bøde - samt en politisk karriere i ruiner.

Og Bettencourt-sagen er ikke den eneste, der truer den tidligere præsident.

Advokater kræver, at Sarkozy forklarer sig i to andre sager. Den ene gælder et tvivlsomt salg af en ubåd til Pakistan, mens den anden sag omhandler hans storindkøb af meningsmålinger som præsident.

1 af 2 Sarkozy risikerer tre års fængsel samt en politiske karriere i ruiner. (Foto: AP)
2 af 2 Nicolas Sarkozy, 57, forlader her retten i Bordeaux, hvor han blev udspurgt om en mulig ulovlig kampagnestøtte fra Frankrigs rigeste kvinde. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere