Cypern kaster Europa ud i ny krise

Parlamentet sagde nej til betingelserne for hjælp i et orgie af antityske udtalelser

Rasende cyprioter har i de seneste dage protesteret mod betingelserne i den internationale hjælpepakke, som efter danske forhold ville svare til en hjælp på 1000 mia. kr. (Foto: AP)
Rasende cyprioter har i de seneste dage protesteret mod betingelserne i den internationale hjælpepakke, som efter danske forhold ville svare til en hjælp på 1000 mia. kr. (Foto: AP)

Med stort flertal har parlamentet i Cypern forkastet den internationale nødhjælp. En af de mindste økonomier i Europa fremkalder dermed en international krise. Cyprioterne nægter at pålægge indestående i banker en afgift. Det var et krav fra EU, valutafonden og den europæiske centralbank.

Danskere med aktier eller en konto hos LD eller ATP vil få krisen at føle i morgen tidlig.

Politikerne stemte nej, selv om man internationalt havde accepteret, at bankindestående under 150.000 kr. ikke skulle pålægges en afgift. Befolkningen var rasende over, at bankerne skulle være lukket til torsdag Nu er det et spørgsmål, hvornår, hvis overhovedet, de åbner igen.

Læs:

Se også: 700.000 kr. i banken: Så tager staten 10 %

Frygt for banker i Italien og Spanien
Cyperns afslag på international hjælp vil ruinere landet og skabe en international krise. Alene de seneste dage har børserne med bekymring fulgt udviklingen - og kurserne har været faldende. Frygten er, at krisen i de cypriotiske banker, som reelt er gået fallit, kan føre til mistillid til bankerne i Spanien, Grækenland og Italien.

En sådan krise bliver svær at inddæmme, fordi der er tale om store økonomier. Cypern udgør kun 0,5 procent af økonomien i de 17 eurolande. Og alligevel kan lilleputten fremkalde en krise.

Spillede på rouletten og tabte
En af årsagerne er, at Cyperns banker kritikløst har modtaget store til dels illegale indskud fra Rusland og investeret pengene i græske statsobligationer, som nu er værdiløse. Cyperns banker havde en balance på 800 procent af bruttonationalproduktet. Gennemsnittet i Europa er 350 procent.

Cypern har spillet på rouletten og tabt, og nu nægter landet at betale regningen.

Før afstemningen havde politikere kastet sig ud i hårde angreb mod Europa og især mod Tyskland.

Rev redningsplanen i stykker
En politiker rejste sig op og rev demonstrativt den internationale redningsplan i stykker.

- Alle partier i det tyske parlament har udtalt sig nedsættende og fornærmende om os. De har sagt, at vi hvidvasker penge, som om det ikke også finder sted i deres land, sagde en politiker.

- Et nyt fremmedherredømme lurer i horisonten, sagde en anden, der sammenlignede den europæiske hjælpepakke med den tyrkiske besættelse i 1974.

Finansielt folkemord
Politikerne var blevet hidset op af præsidenten for handelskammeret, Philokypros Andreou, der sagde:

- Vi er udsat for et finansielt folkemord. Vi føler os som under krigen, eller da tyrkene besatte os. Vi føler os forrådt og bedraget, sagde Andreou.

Cyperns krise er langt værre, end noget man tidligere har set i Europa, og det internationale tilbud om hjælp kunne kun foreslås, fordi Cyperns økonomi er en af de mindste i Europa. Hjælpepakken svarer til et tilskud på 57 procent af bruttonationalproduktet (bnp). Omregnet til danske forhold er det 1000 milliarder kr.

Rusland kræver garantier
Forslaget om, at der skulle lægges en afgift på (især russiske) indestående i bankerne, ville medføre en indtægt på 17 procent af bnp. Efter danske forhold svarer det til ca. 290 mia. kr.

Cypern har ikke ret mange andre venner tilbage. Rusland vil ikke give flere lån med mindre de garanteres af EU, og den galej ryger hverken Helle Thorning Schmidt eller Angela Merkel på.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere