Demokrater nægter regering med grønlandsk valgdarling

Efter en kafferunde med samtlige valgte partier i Grønland er kun Demokraterne ude af mulig regering

De grønlandske partier brugte torsdag på at føle hinanden på tænderne, og efter en rækker møder med valgets vinder, Siumuts formand Aleqa Hammond, er kun de socialliberale Demokrater udelukket fra en kommende regering, skriver Sermitsiaq.ag.

- Samtalerne med de forskellige partier har foregået i en positiv stemning, der er også grundlag for nye samtaler med Inuit Ataqatigiit, Atassut og Partii Inuit, siger Aleqa Hammond til netavisen.

- Demokraterne har meddelt, at de ikke kan være i koalition med os, fortæller hun.

Siumut fik en knusende valgsejr og har nu 14 ud af 31 mandater i Landstinget.

Partiet indkalder til nye samtaler på lørdag, og de egentlig koalitionsforhandlinger er endnu ikke gået i gang.

- Men jeg kan mærke, at der er vilje til at påbegynde egentlige forhandlinger. Nu skal vi have lavet et forhandlingsgrundlag og indkalde til nye samtaler, siger Aleqa Hammond til Sermitsiaqs netavis.

De kommende forhandlinger vil ikke blive baseret på, hvad der er blevet sagt under valgkampen, men ud fra valgresultatet, forklarer Siumuts leder.

- Jeg er meget tilfreds med dagens samtaler inklusiv Demokraterne. De har meddelt, at de er åbne for samarbejde inden for bestemte områder uden at være i koalition med os, fortæller hun.

Efter fire år som oppositionsleder står Aleqa Hammond nu med en historisk mulighed for at blive Grønlands første kvindelige regeringschef.

Den 47-årige socialdemokrats parti vandt tirsdagens grønlandske landsstyrevalg med 42,8 procent af stemmerne, og partiformanden selv blev med 6818 personlige stemmer valgets absolutte topscorer.

Hun gav dermed sin rival, den hidtidige landsstyreformand Kuupik Kleist fra venstrefløjspartiet IA, en syngende lussing ved valget.

Hendes hjerte for de svageste i samfundet, og hendes optræden under valgkampen har angiveligt flyttet mange stemmer over til Siumut.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere