Obama charmerer republikanerne med mad og drikke

Barack Obama forsøger at forbedre forholdet til republikanerne i den amerikanske Kongres

Barack Obama rækker hånden frem til modstanderne i Washington. (Foto: AP)
Barack Obama rækker hånden frem til modstanderne i Washington. (Foto: AP)

Præsident Barack Obama har indledt en charmeoffensiv over for medlemmerne af oppositionspartiet, Det Republikanske Parti, i et forsøg på at finde en løsning på USA's budgetproblemer.

Obama havde torsdag inviteret den republikanske budget-høg Paul Ryan på frokost i Det Hvide Hus - dagen efter, præsidenten bespiste et dusin republikanske senatorer på restaurant.

Talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney, betegner møderne som ’konstruktive’.

I aftes inviterede Obama flere af sine hårdeste kritikere - heriblandt John McCain - til middag på Jefferson Hotel i Washington.

Middagsaftalen kommer efter, at Det Hvide Hus og Kongressen i sidste uge ikke kunne blive enige om, hvordan man skulle løse landets budgetkrise.

Og måske er det en god ide, at parterne mødes over god mad og vin.

- Der var en rigtig god dialog. Det var oprigtigt. Vi fik virkelig talt om, hvordan vi når frem til en aftale med hensyn til gæld og underskud, siger den republikanske senator John Hoeven til amerikanske medier.

Hoeven fortæller, at der var ’et fælles ønske’ fra middagsgæsterne om at løse krisen i løbet af de næste fire til fem måneder.

Obama, der er blevet anklaget for at ikke at ’hygge’ nok med medlemmer af Kongressen, siger, at der ved middagen var ’en god udveksling af ideer’.

Forhandlingsklimaet mellem Det Hvide Hus og republikanerne nåede nulpunktet i sidste uge, hvor parterne ikke kunne blive enige om en plan for at afværge en række automatiske besparelser - selv om alle var enige om, at besparelserne ramte skævt.

1 af 3 Senator John McCain forlader Jefferson Hotel i Washington, hvor han var inviteret til middag med præsident Obama. (Foto: AP)
2 af 3 De republikanske senatorer Ron Johnson, Tom Coburn og Pat Toomey deltog også id et uformelle møde. (Foto: AP)
3 af 3 Barack Obama rækker hånden frem til modstanderne i Washington. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere