Fattige Hugo Chavez blev Venezuelas 'Comandante'

Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez ville helst have været baseballspiller - se stort galleri fra hans liv

Den unge oberst fra landsbyen Sabaneta i det nordvestlige Venezuela gjorde sig først politisk bemærket, da han i 1992 stod i spidsen for et fejlslagent kupforsøg mod præsident Carlos Pérez.

Hugo Chavez, der dengang var 38 år, blev arresteret og fængslet, men to år senere blev han benådet. Han måtte dog love den nye præsident, at han ville stoppe i militæret.

Men Chavez var ikke færdig med politik. Han stiftede socialistpartiet MVR og kastede sig ud i en karriere som fuldtidspolitiker.

Den karismatiske politiker rejste landet rundt og talte om revolution og langede ud efter overklassen, olieselskaberne og den amerikanske ’nyimperialisme’.

Hans budskab gav genklang i den latinamerikanske nation, hvor hovedparten af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen, selv om undergrunden spruttede med olie.

Læs: Det siger verdenslederne om Chavez

I 1998 - bare seks år efter det mislykkede kup - blev han valgt til præsident. Og han blev hurtigt en torn i øjet på USA's og Vestens interesser.

Det gjorde det ikke bedre, at han omgav sig med venner som Syriens Bashar al-Assad, Irans Mahmoud Ahmadinejad, Cubas Fidel Castro og Libyens Muammar Gaddafi.

Og fra talerstolen langede han ofte ud efter USA - mest humoristisk var hans bemærkning om, at der ’lugtede af svovl’, efter at præsident George W. Bush havde været på talerstolen i FN. Chavez opfattede USA som djævlen i international politik.

- Du er en ignorant mand, et æsel, uden moral, en kujon, en løgnhals, en folkemorder, en barnemorder, en drukkenbolt, en latterlig mand, sagde Hugo Chavez om George W. Bush i 2006.

Men tirsdag døde Hugo Chavez efter en længere kamp mod kræft. Han blev 58 år.

Læs: Buschauffør skal efterfølge Chavez

I de 14 år, han stod i spidsen for Venezuela, var han hadet af middel- og overklassen, men elsket i slumkvartererne og i de fattige landdistrikter, hvor landets oliepenge skaffede kloakering, elektricitet og uddannelse.

Hugo Chavez kom selv fra fattige kår og voksede op i en stor børneflok. Han understregede dog altid, at hans barndom var lykkelig.

Som ung havde han to store interesser: Baseball og militærhistorie.

Da han indså, at talentet ikke rakte til en karriere som professionel baseballspiller, slog han sig ind på en militærkarriere. Han studeret ved militærakademiet i Caracas og fik senere rang af oberst i faldskærmstropperne.

Læs: Cuba i sorg: Fidels sande søn er død

Selv om han blev præsident, glemte han aldrig sin militære baggrund og optrådte ofte i uniform og baret. Han blev kaldt for ’comandante’ - kommandanten - af sine tilhængere. Et kælenavn, som han i øvrigt delte med vennen Fidel Castro.

Liget af Chavez vil onsdag blive overført til et militærakademi i hovedstaden, hvor befolkningen kan besøge den afdøde leder, inden han bliver begravet fredag.

Venezuelas regering har erklæret syv dages landesorg.

1 af 13 Hugo Chavez blev født under fattige kår i det nordvestlige Venezuela i 1954. (Foto: AP)
2 af 13 Han ville gerne have været baseballspiller, men måtte slå sig til tåls med en karriere i militæret. (Foto: AP)
3 af 13 Her er Chavez fotograferet i 1971 - samme år, som han blev optaget på militærakademiet. (Foto: AP)
4 af 13 Hugo Chavez med sin mor Elena Frias og far Hugo de los Reyes Chavez, da han fik sin uddannelse fra det venezuelanske militærakademi. (Foto: AP)
5 af 13 Han var uddannet i militærvidenskab og ingeniørkunst. (Foto: AP)
6 af 13 Han fik rang af oberst i faldskærmstropperne. (Foto: AP)
7 af 13 I 1992 stod han bag et mislykket kupforsøg mod den daværende præsident. (Foto: AP)
8 af 13 Chavez blev i mange vestlige regeringskontorer betragtet som en skør kugle. (Foto: AP)
9 af 13 Men han var Fidel Castros vigtigste allierede. (Foto: AP)
10 af 13 (Foto: AP)
11 af 13 Han trykkede også hænder med andre uglesete diktatorer. (Foto: AP)
12 af 13 Selv om han var omstridt og forhadt, blev han genvalgt til præsidentposten i oktober. (Foto: AP)
13 af 13 Verden blev en farverig politiker fattigere, da Hugo Chavez døde efter en lang kamp mod kræft. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere