Tidligere buschauffør efterfølger Hugo Chavez

Der skal afholdes præsidentvalg i Venezuela i løbet af 30 dage. To mand er klar til valgkamp

Vicepræsident Nicolas Maduro står klar i kulissen til at overtage magten i Venezuela, efter at præsident Hugo Chavez døde efter to års kamp mod kræften.

Maduro, 50, er en tidligere buschauffør, som Hugo Chavez håndplukkede som sin efterfølger i oktober, oplyser Associated Press.

Ifølge landets forfatning skal der afholdes præsidentvalg inden 30 dage. Ind til valget tager Maduro midlertidigt over i landet. Der er endnu ikke fastsat en valgdag.

De mest sandsynlige kandidater til præsidentposten er Maduro og oppositionslederen Henrique Capriles. Det var Capriles, der tabte det seneste præsidentvalg til Hugo Chavez.

Nicolas Maduro var en gammel ven af Chavez, og han kæmpede med at holde tårerne tilbage, da han tirsdag meddelte, at den 58-årige leder var gået bort.

Henrique Capriles, der er den ledende skikkelse i landets centrum-højrekoalition, ventes også at gå efter magten. Capriles er 40 år og har en ungdommelig stil med baseballkasket og cowboybukser.

Han fik omkring 44 procent af stemmerne ved præsidentvalget i efteråret, mens Chavez høstede omkring 54 procent.

USA's præsident, Barack Obama, siger i en meddelelse, at han støtter Venezuelas befolkning i ’et nyt kapitel’ efter Chavez' død.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere