USA og Kina vil skærpe sanktioner mod Nordkorea

Efter hårde forhandlinger er stormagterne blevet enige om udkastet til en resolution, der bliver taget op i FN

USA og Kina er nået til enighed om et udkast til en FN-resolution, der indebærer nye sanktioner mod Nordkorea efter den seneste atomprøvesprængning i den internationalt isolerede stat.

Diplomater i FN siger, at udkastet skal drøftes på et møde tirsdag bag lukkede døre, som Rusland, der har formandssædet i Sikkerhedsrådet i denne måned, har indkaldt til.

Der er håb om, at Sikkerhedsrådet kan stemme om resolutionen allerede senere på ugen, lyder det videre.

Umiddelbart efter Nordkoreas tredje atomprøvesprængning 12. februar støttede alle Sikkerhedsrådets 15 medlemmer en udtalelse, der fastslog, at Nordkorea havde krænket alle tidligere FN-resolutioner groft, og at de ville gøre alvor af en trussel om "signifikant handling" mod landet.

Siden har USA's FN-ambassadør, Susan Rice, haft samtaler med sin kinesiske kollega, Li Baodong, om nye sanktioner mod Nordkorea. Det er ikke umiddelbart klart, hvad de er blevet enige om.

Kina, der er nabo til Nordkorea og derfor frygter uro i området, har været modvillig i forhold til at indgå i aftaler, der indebærer en skrappere kurs over for Nordkorea, lyder det fra diplomaten.

- Der har været hårde snakke mellem USA og Kina, siger kilden.

Kina har tidligere bekendtgjort, at landet vil modsætte sig enhver form for militær indgriben mod Nordkorea.

Mens den underjordiske atomprøvesprængning blev mødt med både forargelse og fordømmelse i resten af verden, blev den i Nordkorea fejret med en orkestreret folkefest.

Styret i Pyongyang pegede på fjendtlighed fra USA som årsagen til den hidtil kraftigste prøvesprængning:

- Atomprøvesprængningen blev udført som en del af foranstaltninger til at beskytte vores nationale sikkerhed og suverænitet mod den hensynsløse fjendtlighed fra USA, som overtrådte vores lands ret til en fredelig satellitopsendelse, lød det.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere