Rasende sønner angriber Helmut Kohl

'Far var mor utro, før hun begik selvmord', siger de offentligt

Helmut Kohl viser sig ikke længere offentligt uden at være ledsaget af hustruen Maike Kohl-Richter (th.). Her er parret sammen med forbundskansler Angela Merkel, som Kohl har et dårligt forhold til. (Foto: AP)
Helmut Kohl viser sig ikke længere offentligt uden at være ledsaget af hustruen Maike Kohl-Richter (th.). Her er parret sammen med forbundskansler Angela Merkel, som Kohl har et dårligt forhold til. (Foto: AP)

Helmut Kohl er blevet fejret som den tyske genforenings kansler og som den mand, der længst (1982-1998) har været forbundskansler, men nu sidder han som en ensom forbitret mand, hvis privatliv offentligt bliver endevendt af hans to sønner, Peter og Walter.

Hustruen, Hannelore Kohl, sad alene i bungalowen i Oggersheim, mens Helmut Kohl tilbragte det meste af sit liv i Berlin. I 2001 begik hun selvmord, ramt af en depression og lysfølsomhed.

Boede sammen med sekretæren
De to sønner står i dag frem og fortæller, at Helmut Kohl allerede på det tidspunkt var deres mor utro. Ikke med den mangeårige sekretær, Juliane Weber, som han delte hus med i Berlin, men med 34 år yngre Maike Richter, som han giftede sig med i 2008.

Sønnerne læste om vielsen i Bild Zeitung.

Helmut Kohls familieliv har længe været en offentlig skandale i Tyskland. Året efter Hannelore Kohls selvmord, udgav Peter Kohl en bog, hvori har hårdt kritiserede faren som en dårlig far og dårlig ægtemand, der kun tænkte på sin egen karriere. Alt måtte underordne sig Helmut Kohl.

Forholdet blev holdt skjult
- I forbindelse med min fars fødselsdag i 2005, fik min bror fortalt noget, som jeg helst ikke ville vide. Hans forhold til Maike Richter begyndte allerede i midten af 1990'erne. Jeg havde virkelig ikke lyst til at vide det, siger han til Süddeutsche Zeitung.

Som helt ung havde Maike Richter arbejdet i kanslerembedet. Men forholdet til Kohl blev holdt så godt skjult, at da de giftede sig i 2008, spurgte de fleste: - Hvor kommer hun fra.

Hustruen isolerer Kohl
Familien Kohl kommer ikke sammen, og gamle venner af Helmut Kohl beklager sig over, at de er nødt til at tigge Maike Kohl-Richter om tilladelse, hvis de vil se Helmut Kohl.

Han er helt afhængig af sin kørestol, og han har voksende besvær ved at tale, så nogen kan forstå det. Maike Kohl-Richter er altid ved siden af ham. Hun har heller ingen forbindelse til sønnerne, og Kohls chauffør gennem tre årtier har hun fyret.

I skyggen af konkurrenten
Helmut Kohl er reelt ensom og isoleret. Hans nærmeste højre hånd, nuværende finansminister Wolfgang Schäuble, har brudt med partifællen. Forholdet til forbundskansler Angela Merkel var længe helt ødelagt, men nu kan de i det mindste hilse på hinanden.

Det meste af sit liv var Helmut Kohl i konkurrence med den 12 år ældre socialdemokrat, Helmut Schmidt. Mens Kohl sjældent bliver bedt om at ytre sig, fejres Schmidt stadig som en af Europas klogeste mænd, der hyppigt ses i talkshows, altid kæderygende. Helmut Schmidt har netop kritiseret Helmut Kohl for kritikløst at have åbnet euroen for et land som Italien.

1 af 2 Hannelore Kohl led af lysfølsomhed og depression og var alene, da hun begik selvmord i 2001. (Foto: DPA)
2 af 2 Helmut Kohl viser sig ikke længere offentligt uden at være ledsaget af hustruen Maike Kohl-Richter (th.). Her er parret sammen med forbundskansler Angela Merkel, som Kohl har et dårligt forhold til. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere