Obama på herretur med Tiger Woods

Barack Obama svingede golfkøllen sammen med Tiger Woods

USA's præsident, Barack Obama, tog i weekenden på herretur til Florida, hvor han blandt andet spillede golf med Tiger Woods.

Obama - der var af sted uden kone og børn - blev først undervist af den legendariske golftræner Butch Harmon, inden han spillede en runde med den tidligere verdensetter.

Det Hvide Hus har bekræftet golftræffet, der også havde deltagelse af handelsrepræsentant Ron Kirk og forretningsmanden Jim Crane.

Crane, der blandt andet ejer baseballholdet Houston Astros, var vært for Obama i weekenden.

Tiger Woods har besøgt Obama i Det Hvide Hus, men de to afroamerikanske ikoner havde aldrig spillet golf sammen.

Se tv: Republikaner blev tørstig

I sine yngre dage foretrak Obama basketball, men siden han blev valgt til præsident har det været golfbanen, der har lokket. Han har spillet over 100 runder golf de sidste fire år.

Obama er tidligere blevet spurgt om Tiger Woods sexskandale - en skandale, der kostede golfstjernen kone, sponsorer og en plads øverst på golftronen.

- Jeg tror, at Tiger har erkendt, at han har svigtet sin familie, og at det er en personlig sag, som han selv må rode sig ud af, sagde Obama i et interview i 2010.

Mens Barack Obama fik sol og sommer i Florida, var førstedamen, Michelle, og børnene, Sasha og Malia, på skitur i Colorado.

Se tv: Obama taler til nationen

Obamas friweekend kommer efter en travl uge, der bød på en traditionsrig tale til nationen, State of the Union, samt en rundrejse til blandt andet Georgia og Illinois for at tale om et forslag til en ny våbenlov.

Han besøgte blandt andet sit gamle kvarter i det sydlige Chicago, hvor han pegede på, at forældre, skoler og lokalsamfundet har et ansvar for at holde de unge fra gaderne.

Sidste år blev 443 personer skuddræbt i Chicago.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere