Engell: Økonomernes prognoser er alt for positive

Politisk kommentator Hans Engell svarer hver uge på spørgsmål fra læserne i Ekstra Bladets lørdagsmagasin EKSTRA

(Foto: Thomas Borberg/Polfoto)
(Foto: Thomas Borberg/Polfoto)

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Ejendomsskat på sommerhuse
Hvorfor skal Udkantsdanmark tømmes for værdier ved at sommerhusejere skal betale ejendomsskat for sommerhuset i den kommune, de har fast adresse? Selv om der er betalinger fra de rige kommuner til de fattige kommuner, er det småpenge, kommunerne med flere sommerhuse end fastboende får tilbage. Desuden glemmer de rige kommuner, at de faktisk tjener penge på grunde, de ikke selv har i deres kommune.
Mvh.Jørgen Saxtorff-Rasmussen

Kære Jørgen
Ejendomsskatten betales rigtigt nok til den faste bopælskommune, og formentlig omkring 70 pct. af sommerhusejerne bor uden for den kommune, sommerhuset befinder sig i. Men der er også plusser for sommerhuskommunerne: De har indtægt på grundskylden. Og vi har en udligningsordning, som hvert år flytter et tocifret milliardbeløb fra de rigeste kommuner til de fattigste. Mange af dem ligger i de tyndt befolkede områder ofte med mange sommerhuse.Vi har tidligere haft en landliggerskat, men den blev droppet bl.a. til fordel for udligningsordningen. Der har været forslag om at genoplive landliggerskatten, men de er opgivet - for tekniske og besværlige.
Venlige hilsener
Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Regeringens økonomer
Jeg synes ikke, at det er i orden, at vi ikke kan stole på regeringens økonomer. Er de ikke embedsmænd, der er forpligtet til at fremlægge samfundsmæssige beregninger på et neutralt og korrekt grundlag? Næsten hver gang de kommer med fremskrivninger for den offentlige økonomi, er de forkerte og alt for optimistiske og regeringsvenlige. Er det, fordi økonomerne i Finans- og Økonomiministeriet er røde, eller fordi de får ordre om at regne forkert? Hvordan skal vi som almindelige borgere kunne regne med embedsmændene, hvis de bruger tallene til at politisere?
Venlig hilsen
Carl Ph. Christensen, Valby

Kære Carl
Du har ret i, at prognoserne fra regeringens økonomer i mange omgange har været misvisende og alt for optimistiske. Ugebrevet A4 opgjorde for nylig, at de fire gange på fem år har været alt for lyserøde i vurderingerne. Det handler således ikke om, hvorvidt økonomerne partipolitisk er røde eller blå - men om, at deres beregninger ikke er i orden og generelt for positive over for den siddende regering. Både i 2009, 11, 12 og 13 har man måttet nedjustere vurderingerne af den økonomiske vækst. Kun i 2010 voksede økonomien mere, end embedsmændene havde set i krystalkuglen.Økonomerne henviser til den store usikkerhed, der er i den internationale økonomi, mens andre kritiserer deres regnemodeller. Har det så betydning? Ja, bestemt. For det er jo med udgangspunkt i deres rapporter, at der vedtages finanslove, aftales økonomiske indgreb - og vi andre styrer vores egne pengesager.
Venlig hilsen
Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Højere afgifter
Efter min opfattelse bør p-afgifter for misbrug af handicap p-pladser hæves til kr. 3500. Hvad er din mening?
Mvh.Nils Strandberg, Frederiksberg

Kære Nils
Vores bøder og takster hænger indbyrdes sammen, så du kan ikke bare sætte en afgift/bøde i vejret uden at se på, om det vil have konsekvenser for andre områder. Umiddelbart har jeg ingen indvendinger, og hermed er ideen så givet videre. Venlig hilsen
Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Borgmester-fyring
Jeg undrer mig over dit svar, hvor Peter Andreas Thomassen spørger, hvorfor det er så svært at fyre en borgmester. Du skriver f.eks.: '... systematisk sætter sig uden for byrådets beslutninger eller at borgmesteren har gjort noget ulovligt'. Du mener altså hermed, at hr. Banke, der har misbrugt kommunalt betroede midler og fusket med sit kørselsregnskab, ikke har gjort noget ulovligt? Det må jo være konklusionen på dit svar.
Med venlig hilsen
Olaf Kydzierzykowski, Haderslev

Kære Olaf
Banke var hverken sigtet, tiltalt eller dømt for noget som helst. Som bekendt forudsætter det en retslig afgørelse eller lignende for at fastslå, om folk har gjort noget 'ulovligt'. Om Banke havde fået juridiske problemer, hvis hans forskellige forhold var blevet påklaget, skal jeg ikke kunne sige. Mit svar byggede på, hvad der er normal praksis hos klagemyndighederne. Nu sluttede sagen med, at Banke gik af som borgmester - og så vidt jeg ved, er der ikke rejst erstatnings- eller andre former for sager mod ham.
Venlig hilsen Hans

Send dit spørgsmål eller dine kommentarer til engell@eb.dk Vi kan desværre ikke love, at alle for svar, men hver uges vælges 5-6 interessante spørgsmål ud, som Hans Engell svarer på i EKSTRA

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere