Pentagon-boss sender afskedssalut mod Kongressen

USA's afgående forsvarsminister Leon Panetta mener, at omgangstonen i Washington er blevet for rå

Foto: AP
Foto: AP

Den politiske atmosfære i USA udvikler sig i en uheldig retning, og stemningen i Washington er blevet bitter, rå og for personlig.

Det mener den snart forhenværende forsvarsminister Leon Panetta, som afslutter en lang politisk karriere, når han træder tilbage. Et dramatisk opgør om hans afløser er i gang i Kongressen i disse dage.

- Jeg har altid følt, at lederne i Kongressen og Det Hvide Hus har været villige til at samarbejde, når landet har stået over for store udfordringer, siger Panetta.

Men det sammenhold eksisteret ikke længere, mener han. Den traditionelle dannelse og høflighed i Kongressen er i færd med at bryde sammen.

- Der vil altid være uenighed mellem partierne. Politisk uenighed. Ideologisk uenighed. Men der er samtidig nogle grænser, der får processen til at fungere. Grænser, der handler om respekt og høflighed, siger Panetta.

Politikerne må finde nye måder at kommunikere på, lyder det.

- Det er blevet for personligt. Det er blevet dårligt, siger den 74-årige veteran.

Han sad i Kongressen fra 1977 til 1993, tjente som stabschef i Det Hvide Hus under præsident Bill Clinton og har været direktør for efterretningstjenesten CIA, inden præsident Barack Obama satte ham i spidsen for Pentagon.

Det eneste, som har skuffet ham i tiden som forsvarsminister, er politikerne i Kongressens to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus.

Obama har nomineret Chuck Hagel til at efterfølge Panetta, men indædt modstand fra republikansk side har fremtvunget et hidsigt opgør om udnævnelsen i Kongressen.

Kritikerne mener, at Hagel - der selv er republikaner - ikke er venligt nok indstillet over for Israel og for undvigende i forhold til Iran.

Da et flertal i Senatets forsvarsudvalg tidligere denne uge anbefalede at godkende nomineringen af Hagel, varslede en gruppe republikanske senatorer, at de ville forsøge at blokere en afstemning om sagen i Senatet.

Demokraternes flertalsleder i Senatet, Harry Reid, kræver en afstemning på fredag.

Også flere andre af Obamas nomineringer er i fare på grund af modstand i Kongressen. Blandt disse general John Allen, der er tiltænkt posten som Natos' øverstkommanderende i Europa samt John Brennan som ny chef for CIA.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere