Obama talte om USA's unge skudofre

Den amerikanske præsident høstede størst bifald, da han i sin State of the Union-tale krævede ny våbenlov

For få dage siden begravede hun sin 15-årige datter, Hadiya Pendleton, der blev offer endnu et meningsløst skuddrab i USA.

I nat stod Cleopatra Cowley-Pendelton ved siden af førstedamen Michelle Obama, mens præsident Barack Obama i sin State of the Union-tale slog fast, at den amerikanske våbenlov skal strammes.

Hadiya Pendleton blev dræbt af et vildtfarende projektil, mens hun søgte ly for regnen i en park i Chicago.

- For bare tre uger siden var hun i Washington med sine klassekammerater for at optræde ved min indsættelse. En uge senere blev hun dræbt i Chicago bare en kilometer fra mit hus, siger Obama og fortsætter:

- Hadiyas forældre er her i salen i aften. De har fortjent, at vi stemmer om en ny våbenlov. Gabrielle Giffords (tidligere kongreskvinde, red.) har fortjent en afstemning. Børnene i Newtown har fortjent en afstemning, siger han og høster aftenens største bifald.

Bar grøn mindesløjfe
Obamas demokratiske partifæller havde inviteret en række ofre for våbenvolden med til den årlige tale, hvor præsidenten gør status over nationens tilstand og fremlægger sine politiske planer.

Adskillige medlemmer af den amerikanske kongres bar en grøn sløjfe til minde om de 20 børn, der blev dræbt på Sandy Hook-skolen i Newtown, Connecticut, i december.

Massakren fik Obama til at foreslå en række stramninger af den amerikanske våbenlov. For eksempel et forbud mod halvautomatiske våben og magasiner med mere end ti patroner.

Forslaget skal nu godkendes i Kongressen, hvor især republikanerne er imod stramningerne.

Kul på jobskabelsen
Barack Obama brugte også sin tale til at fremlægge en plan for økonomisk vækst i USA. Planen skal sætte kul på jobskabelsen, siger han.

- Hver dag skal vi stille os selv tre spørgsmål: Hvordan tiltrækker vi job? Hvordan udstyrer vi vores folk med de evner, som de skal bruge til de job? Og hvordan sikrer vi os, at det hårde arbejde fører til en ordentlig tilværelse?

- Intet af det, som jeg foreslår her i aften, vil øge vores underskud med en eneste øre. Det er ikke en større regering, som vi har brug for, men en smartere regering, som sætter prioriteter og investerer i en bredt funderet vækst, siger han.

1 af 5 (Foto: AP)
2 af 5 (Foto: AP)
3 af 5 Førstedamen Michelle Obama sammen med Cleopatra Cowley-Pendelton, der forleden mistede sin 15-årige datter. (Foto: AP)
4 af 5 Carolyn Murray holder et foto af sin skuddræbte søn, Justin, under præsident Obamas tale. (Foto: AP)
5 af 5 Præsident Obama gentog ved talen kravet om en række stramninger af den amerikanske våbenlov. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere