Grøn Obama vil bekæmpe klimaforandringer

Obama truer med præsidentielle dekreter, hvis ikke lovgiverne i Washington skrider ind mod klimaforandringer

Barack Obama kræver handling fra de amerikanske lovgivere i Kongressen for at komme klimaforandringerne til livs. Hvis ikke de gør noget, så vil han gøre noget, lyder advarslen fra præsidenten.

- Hvis ikke Kongressen snart handler for at beskytte fremtidige generationer, så vil jeg, siger Obama i sin State of the Union-tale natten til onsdag dansk tid.

- Jeg vil få mit kabinet til at udfærdige præsidentielle dekreter (executive orders, red.), som vi kan føre ud i livet nu og i fremtiden for at mindske forureningen og forberede vores lokalsamfund på konsekvenserne ved klimaforandringerne.

- Og til at sætte hastigheden op i omstillingen for at få mere vedvarende kilder til energi, tilføjer han.

Talen til nationen er et slags startskud på Obamas anden præsidentperiode, hvor han sætter scenen for sine sidste fire år i Det Hvide Hus. Og her sender han et klart budskab til klimaforandrings-skeptikerne i Det Republikanske Parti.

- Vi kan vælge at tro på, at superstormen Sandy, og de værste tørker i årtier, og de værste naturbrande, som nogle stater nogensinde har oplevet, bare er ekstreme tilfældigheder, siger Obama.

- Eller vi kan vælge at tro på den overvældende dømmekraft fra naturvidenskaben, tilføjer han.

Præsidenten ønsker også, at energispildet fra hjem og virksomheder i USA halveres i de næste 20 år.

Desuden skal investeringer i vedvarende energiformer som sol og vind fortsat understøttes af fordelagtige skatteregler.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere