Engell: Ingen partier vil indføre borgerløn

Politisk kommentator Hans Engell svarer hver uge på spørgsmål fra læserne i Ekstra Bladets lørdagsmagasin EKSTRA

(Foto: Claus Bjørn Larsen)
(Foto: Claus Bjørn Larsen)

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Definer regerings-ændring
Vi har en nytårsquiz på min arbejdsplads, hvor man skal tippe en 13'er. Det er naturligvis bud på begivenheder, der kan finde sted i år.

Et af spørgsmålene lød: 'Vil der ske ændringer i regeringen i 2013?'. Jeg svarede nej til dette, da jeg anser en regeringsændring for f.eks. udtrædelse af et parti, indlemmelse af et parti, valg etc. Jeg mener ikke, at en ministerrokade er at sidestille med en 'ændring i regeringen'. Jeg har diskuteret spørgsmålet med flere kollegaer, og vi er bestemt ikke enige! Så mit spørgsmål er til dig: Hvad er definitionen på en regeringsændring?

På forhånd tak
Søren Lynggaard, Skive

Kære Søren
Jeg må skuffe dig - dine kolleger har ret. Når spørgsmålet lyder 'ændringer i regeringen', omfatter det også ministerrokader eller udskiftninger af ministre. Ikke kun ændringer i regeringens partimæssige sammensætning. Og her tales også om den almindelige forståelse af begrebet 'regeringsændring' - ikke om noget lovmæssigt fastsat.
Venlig hilsen Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Spindoktorernes løn
Kan du fortælle mig, hvorfor vi skal betale million-lønninger til flere og flere spindoktorer? Efter min mening er det eneste resultat, at ministrene snakker en hel masse, men siger ingenting. Ministrene får til opgave at lire nogle punch-lines af en fem-seks gange i løbet af et interview, og de svarer ikke på spørgsmålene fra journalisterne.

Det tydeligste - og seneste - eksempel er Annette Wilhelmsen, der før udnævnelsen som minister godt kunne svare på spørgsmål, men allerede på udnævnelsesdagen blev glat som en ål - og veg uden om alle spørgsmål.
Venlig hilsen
Henning Gade

Kære Henning
Du er nødt til at se spindoktorerne som en del af den professionalisering, der er sket med dansk politik de seneste 10-15 år. Det spiller en enorm afgørende rolle, hvordan politikerne - ikke mindst partilederne - kommer igennem med deres budskaber i medierne og hvordan partierne formår at bruge kommunikation i en strategisk sammenhæng.

Dygtige politikere, herunder partilederne, kan bruge deres spindoktorer til at blive endnu stærkere politikere. Svage politikere bruger spindoktorerne som en krykke- og det kan både ses og høres på dem.

Sværere er det ikke.

Men husk en ting: Spindoktorer er kommet for at blive - uanset om regeringen er rød eller blå. Du slipper ikke for dem.
Bedste hilsen Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Eksistens-minimum
Nu kan man igen læse, at incitamentet til at arbejde er blevet for lille. Kun østeuropæere gider arbejde til mindstelønnen. Hvor blev ideen med borgerløn af? Hvis vi gav alle danskere 5000 kr. om måneden fra vugge til grav, så har alle til eksistensminimum - og alt, hvad man tjener, går i lommen. Kunne sådan et system være tænkeligt?
Mvh. Martin

Kære Martin
Svaret er nej - ingen partier vil drømme om at gennemføre dit forslag.

Hvorfor ikke? Fordi ingen kan leve af 5000 om måneden.

Fordi forslaget vil koste en bondegård uden at føre til noget som helst.

Selve grundlaget for vort velfærdssamfund er jo, at vi alle yder og nyder efter evne og behov - gør en indsats for at få en uddannelse, et job, en tilværelse, som vi selv klarer.

Og kan vi ikke det, fordi vi er syge eller gamle eller ingen kan bruge os - så har vi et samfund, der hjælper de svageste.

Vort samfundsmæssige fællesskab er jo ikke baseret på, vi alle sammen bare henter 5000 kr. ved kasse et. For hvem skal lige sørge for, at kasse et er fyldt?

Du må finde på noget bedre.
Venlig hilsen Hans

Send dit spørgsmål eller dine kommentarer til engell@eb.dk Vi kan desværre ikke love, at alle for svar, men hver uges vælges 5-6 interessante spørgsmål ud, som Hans Engell svarer på i EKSTRA

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere