Panserpaven splittede kirken

Josef Ratzinger efterlader sig et blandet eftermæle som pave

Josef Ratzinger var i hjemlandet Tyskland kendt som 'panzerkardinal', da han i 2005 blev udnævnt til pave. Foto: Abaca.
Josef Ratzinger var i hjemlandet Tyskland kendt som 'panzerkardinal', da han i 2005 blev udnævnt til pave. Foto: Abaca.

Så sent som søndag aften blev den katolske kirke flået fra hinanden i Tysklands mest populære debatprogram, 'Günter Jauch' på ARD. Som pave lykkedes det Benedict XVI at splitte den katolske kirke med sin dogmatiske holdning, der mere hører hjemme i middelalderlige teologiske studier end i en moderne verden.

Under ham har den katolske kirke sagt, at børn, der vokser op hos et homoseksuelt par, får livsvarige skader på sjælen. Samtidig har kirken holdt hånden over prælater, der har misbrugt titusinder af børn. Det var et af anklagepunkterne søndag aften.

Wir sind Pabst
Da Josef Ratzinger i 2005 blev valg til pave, triumferede Bild på sin forside: 'Wir sind Pabst', vi er pave. Men i fødebyen Marktl am Inn i Bayern sagde en beboer til Ekstra Bladet: - Det er godt for vores by, men det er skidt for vores religion.

Indbyggeren fik delvis ret. Den katolske kirke har mistet fodfæste i Vesteuropa, men turistbesøget i Marktl am Inn har været begrænset. Pavemuséet har holdt lukket i vinter.

De bange anelser skyldtes, at Ratzinger var kendt som 'Panzerkardinal' på grund af hans stivsindede holdninger. Han havde altid beskæftiget sig mere med dogmatik, end med det virkelige liv. Han var mere kendt med studerekammeret end med sjælesorgen.

Leder pædofil sekt
Benedict XVI har haft nogle brutale sammenstød med virkeligheden. Da han i 2009 rakte en forsonende hånd ud til den yderste højrefløj i kirken og genoptog fire antisemittiske biskopper, udløste det en storm af raseri.

- Vatikanet har igen gjort alt forkert, skrev Die Presse i Wien.

- Har pave Benedict virkelig ikke indset, hvilke skader han har anrettet, skrev Frankfurter Allgemeine Zeitung.

- Pave Benedict er en tidligere nazist, som bære sjove hatte og leder en pædofil sekt, skrev New York Blade Online.

Det med nazismen er dog ikke korrekt. Som alle andre unge tyskere var han med i Hitler Jugend, men han delte ikke overbevisning med nazisterne.

Rullede reformer tilbage
Den katolske kirke blev for alvor reformeret under koncilet i 1968 og åbnede sig for et samarbejde med andre trosretninger. De reformer var Benedict XVI ved at rulle tilbage til fordel for en mere streng udlægning af dogmatikken. Han genindførte den tridentinske messe fra middelalderen, hvor man langfredag beder for, at 'gud må ophæve jødernes blindhed' og få dem til at anerkende Kristus.

Som pave og statsoverhoved har Benedict nægtet at modtage den altid venlige og smilende buddhist, Dalai Lama, og han har fornærmet muslimerne med følgende citat fra middelalderen:

- Vis mig lige, hvad Muhammed har bragt, som er nyt, og det eneste, du vil finde, er ting, som kun er onde og umenneskelige.

Paven forstod ikke den storm, det udløste.

Mødte de svage i troen
Hans dogmatiske holdning blev for alvor belyst, da han i 2011 besøgte hjemlandet Tyskland, hvor han måtte trykke de svage i troen i hånden.

Han blev modtaget af forbundspræsident Christian Wulff og forbundskansler Angela Merkel, som begge er fraskilte og dermed uberettigede til at modtage den hellige nadver. Han trykkede hånd med Berlins overborgmester Klaus Wowereit, som er bekendende bøsse. Og socialdemokraternes formand, Sigmar Gabriel, levede på polsk med sin elskerinde.

Paven rejste videre til hjemstaten Bayern, hvor han blev modtaget af ministerpræsident Horst Seehofer, der netop var blevet far til et barn uden for ægteskab.

Masseudtrædelser
Det er dette sammenstød mellem dogmatik og moderne livsform, der har ført til masseudtrædelser af den katolske kirke. Men samtidig har pavens beskedne facon skabt ham mange tilhængere i Afrika og Sydamerika.

Selv er Josef Ratzinger et yderst beskedent menneske, som gerne vil være kirkens pragt foruden, men det er en del af embedet, som han måtte acceptere, da han uventet blev valgt til pave. Meget få har noget negativt at sige om hans personlige egenskaber, men det er ikke dem, en pave bliver målt på.

Derfor trækker mange katolikker vejret lettet ved tanken om, at de slipper for panserpaven ved udgangen af denne måned.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere