Tunesisk regeringsparti trækker sig i protest

Den politiske situation i Tunesien er fortsat usikker, efter at et af regeringspartierne har trukket sig

Det sekulære tunesiske regeringsparti Kongressen for Republikken (CPR) trækker sig fra den islamistisk ledede koalitionsregering, oplyser kilder i partiet.

Det sker i protest over, at partiets krav til sammensætningen af en ny regering ikke er blevet mødt.

- Vi har sagt i en uge, at vi ville trække os fra regeringen, hvis udenrigs- og justitsministeren ikke blev udskiftet, siger en embedsmand i partiet, Ben Amor.

Præsident Moncef Marzoukis parti valgte derfor søndag at trække dets tre ministre fra regeringen.

Beslutningen er endnu et nederlag for premierminister Hamadi Jebalis regering, der allerede er stærkt presset efter sidste uges drab på den kendte oppositionsleder Chokri Belaid.

Regeringen har fået skylden for drabet på Belaid, der blev brutalt skudt ned foran sit hjem, da han var på vej på arbejde.

Chokri Belaid var leder af centrumvenstre-partiet Demokratiske Patrioter og en hård kritiker af regeringen og regeringspartiet Ennahda.

Drabet førte til store protester, og titusindvis af mennesker var i sidste uge på gaden for at vise deres utilfredshed med regeringen.

Onsdag aften foreslog Hamadi Jebali at opløse regeringen og i stedet danne en teknokratregering.

- Jeg har besluttet at danne en regering ud af personer uden politiske tilhørsforhold, som vil have mandat til at styre landet, ind til der kan afholdes et valg snarest muligt, sagde premierministeren i en tv-tale til nationen.

Regeringspartiet Ennahda afviser forslaget fra Jebali.

Både politiske iagttagere og præsident Marzouki advarer om, at en konflikt mellem islamister og sekulære partier kan føre til borgerkrig i Tunesien.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere