Thorning: Danmark fik alle krav opfyldt

Statsministeren vender hjem fra EU's budgettopmøde med løfte om en årlig rabat på EU's kontingent

Helle Thorning-Schmidt (Foto: AP)
Helle Thorning-Schmidt (Foto: AP)

Danmark kan se frem til fra næste år og syv år frem at få en milliard kroner i rabat på sit EU-kontingent.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger fredag eftermiddag efter afslutningen af EU's budgettopmøde i Bruxelles, at Danmark har fået opfyldt alle sine tre prioriteter.

- Vi havde det afgørende krav, at vi ville have en rabat på det danske EU-bidrag på en milliard kroner. Det lykkedes. Danmark skal derfor betale en milliard kroner mindre årligt til EU’s budget, end tilfældet ellers ville ha’ været.

- Dermed har vi gjort op med den negative forskelsbehandling, der har været af Danmark, siger statsministeren efter næsten 27 timers møder torsdag-fredag i Bruxelles, hvor statsministeren siger, at hun ikke har sovet.

Også de to øvrige danske krav til budgetforhandlingerne er ifølge Thorning-Schmidt opfyldt:

Dels at det samlede loft for budgettet skulle ned. Det er ifølge regeringens beregninger lykkedes ved at holde EU's fællesudgifter på én procent af bruttonationalindkomsten.

Og dels at det skulle være et mere moderne budget.

- Vi har arbejdet for færre udgifter til landbrug og strukturfonde og flere penge til det, vi skal leve af fremadrettet som forskning, uddannelse, klima og de andre områder, som vi ved, skaber vækst og arbejdspladser, siger Thorning.

Ifølge regeringens beregninger vokser budgettet for områder med vækstpotentiale med 38 procent i forhold til indeværende budgetperiode. Mens støtten til landbruget skrumper med 11 procent og til strukturfondene otte procent.

Thorning medgiver, at der er to udfordringer for den danske rabat. Men hun regner ikke nogle af dem for alvorlige.

- Det er jo sådan med rabatter, at de er rigtig svære at få ind. Men man skal også holde på dem. Men der er også en tendens til, at de bliver, når de nu en gang er skaffet, siger Thorning.

Derudover er der stadig den forhindring, at hele EU's langtidsbudget nu skal forhandles på plads med EU-Parlamentet.

Men Thorning, der selv er tidligere europaparlamentariker, regner med, at den danske rabat er sikkert i hus - trods trusler fra flere parlamentsmedlemmer om at stemme nej til hele budgettet.

- Det er den helt sikkert. Det kan ikke lade sig gøre ikke at få vores rabat. Det er der ingen tvivl om overhovedet.

Spørgsmål: Så det kan parlamentet ikke stoppe?

- Nej, det kan de ikke.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere