Thorning til EU-formøde med forstående svensk kollega

Statsministeren åbner lang topmødeaften ved et formøde med sin britiske, svenske og hollandske kollega

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forbereder sig på EU's nu fem en halv time forsinkede budgettopmøde i Bruxelles ved at holde et formøde med sin britiske, svenske og hollandske kollega.

Ifølge Ritzaus oplysninger er statsministeren straks efter ankomsten til rådsbygningen i Bruxelles gået til møde med premierminister David Cameron, statsminister Fredrik Reinfeldt og premierminister Mark Rutte.

De fire lande er sammen med Tyskland dem, der har markeret sig stærkest i gruppen af lande, der kræver yderligere besparelser i forhold til det forhandlingsudspil, EU-præsident Herman Van Rompuy præsenterede på sidste budgettopmøde i november.

Thorning siger ved ankomsten, at hun forventer, at det "bliver en lang aften", hvor hun vil kæmpe for sin hovedprioritet, der er at sikre en årlig rabat på en milliard kroner på Danmarks indbetaling til EU.

- Jeg har sagt det samme rigtig mange gange: at det kun er ret og rimeligt, at Danmark ikke længere skal betale andre rige landes rabatter.

- Jeg har gjort vores krav fuldstændig klare. Der er ikke nogen omkring det bord, der ikke har hørt mig sige det. Nogle har hørt mig sige det mange gange, siger Thorning.

Hendes svenske kollega, statsminister Fredrik Reinfeldt, bekræfter ved ankomsten til topmødebygningen, at han er meget bekendt med det danske rabatkrav. Sverige er et af de lande, der allerede har en rabat - og står til at få den reduceret.

- Jeg har arbejdet tæt sammen med den danske regering i den her proces. Jeg kan forstå deres argument for at få en rabat. Og jeg tror, de har respekt for, at vi skal have en mere substantiel rabat end det, der er i forslaget, siger Reinfeldt.

Topmødet var oprindeligt programsat til at begynde klokken 15. Nu er det udsat for tredje gang og ventes i stedet at åbne klokken 20.30.

De første forsinkelser blev forklaret med, at EU-præsident Herman Van Rompuy havde brug for ekstra tid til at finjustere sit nye forhandlingsudspil.

Men udskydelsen skyldes tilsyneladende også, at den irske EU-formand, premierminister Enda Kenny, er forsinket. Formandskabets talsmand bekræfter kort før klokken 18 over for Ritzau, at Kenny først lige er lettet fra Dublin.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere