Løgn på løgn på løgn på løgn på løgn ...

Republikanernes vicepræsidentkandicat Paul Ryans indsættelsestale i går indeholdt en perlerække af direkte løgnehistorier og fordrejninger

Den veltalende republikaner Paul Ryan under sin tale til republikanernes konvent i går. (Foto: Mark Avery/AP)
Den veltalende republikaner Paul Ryan under sin tale til republikanernes konvent i går. (Foto: Mark Avery/AP)

Pinnochio-næsen må være kilometerlang på Paul Ryan i dag.

Selv Fox News kalder direkte republikanernes vicepræsidentkandidat en løgner dagen efter hans tale til konventet.

- Ryans tale var åbenbart et forsøg på at sætte verdensrekorden i flest direkte løgne og fordrejninger i en enkelt politisk tale, skriver Fox News' Sally Kohn i sin analyse.

CNN's Wolf Blitzer talte 'mindst syv eller otte' løgne i kongresmedlemmet fra Wisconsins takketale.

Her er de fem værste ifølge factcheck.org.

1. løgn: Obama har skamskåret medicare
- Det største, koldeste power play i hele Obamacare kom på bekostning af de ældre ... De tog det hele fra Medicare, 716 millioner dollars (4,2 mia. kr. -red.) blev suget ud af Medicare af præsident Obama, lød det fra Paul Ryan.

I virkeligheden er der tale om, at Obama bremser stigningen i udgifter gennem 'The Affordable Care Act' for at holde forsikringskassen solvent i længere tid.

Samme forslag er i øvrigt en del af Paul Ryans egen budgetplan.

2. løgn: Obama ignorerede underskud
- Han (Obama -red.) skabte en gældskommission med folk fra begge partier. De vendte tilbage med en hasterapport. Han takkede, sendte dem hjem og gjorde lige præcis ingenting. Republikanerne tilbød reformer og løsninger, der passede til problemet. Men hvordan reagerede præsidenten? Han gjorde intet - intet ud over at undvige og dæmonisere spørgsmålet, sagde Paul Ryan.

Den rapport, Ryan taler om, foreslog hårde besparelser - blandt andet på militæret. Besparelser Ryan selv stemte imod.

3. løgn: Skatteyderne fik intet ud af hjælpepakke
- [Hjælpepakken] kostede 831 milliarder dollars. Den største enkeltstående udgift nogensinde for den føderale regering. I, det amerikanske folk, blev afskåret fra dette tilbud, sagde Paul Ryan.

I virkeligheden gik mere end 25 procent af pengene i hjælpepakken direkte til skattelettelser for almindelige arbejdere.

4. løgn: Obama lukkede bilfabrik
- Min egen stat stemte på præsident Obama. Da han talte om forandring, kunne mange lide, hvordan det lød. Specielt i Janesville, hvor vi var ved at miste en stor fabrik. Mange af de fyre, jeg gik på high school med, arbejdede på den GM-fabrik. På fabrikken sagde Obama: 'Jeg mener, at hvis vores regering er der til at støtte jer, så vil denne fabrik være her hundrede år mere.' Det sagde han i 2008. Men det endte med, at den ikke engang klarede et år mere, sagde Ryan.

Fabrikken lukkede da også kort efter, den daværende præsidentkandidat Obamas tale. Men det skete altså, mens George Bush stadig var USA's præsident og en hel måned før, Obama tiltrådte.

5. løgn: Obama er skyld i nedvurdering
- Vi begyndte med en perfekt AAA kreditvurdering for USA. Det ender med et nedgraderet Amerika, sagde Ryan.

Han henviser her til Standard & Poors beslutning om at nedgradere USA fra AAA til en AA+ vurdering. Men Standard & Poor angiver direkte republikanernes modvilje mod skattestigninger som årsagen til nedgraderingen. En modvilje Paul Ryan om nogen personificerer.

0 kommentarer
Vis kommentarer