DF'er med røven i vandskorpen

Kim G. Christiansen er medlem af Folketinget og erkender, at han kører sit selskab ’på kanten af lovgivningen’

Kim G. Christiansen skal have gjort noget ved sit pladeselskab. (Polfoto)
Kim G. Christiansen skal have gjort noget ved sit pladeselskab. (Polfoto)

Dansk Folkepartis politisk økonomiske ordfører Kim G. Christiansen har alvorlige problemer med sit anpartsselskab Uggi Guggi Records APS.

Ikke alene skranter økonomien med et samlet nettounderskud på 708.000 kr. for de seneste fire år.

Navnet på selskabet er ’totalt tåbeligt’, erkender Kim G. Christiansen om Uggi Guggi Records.

Men værst af alt er det, at Kim G. Christiansen ikke har sørget for at overholde loven i takt med at pengene er fosset ud af selskabet.

’I henhold til anpartsselskabsloven påhviler det direktionen at træffe foranstaltninger, der fører til fuld dækning af anpartskapitalen’, skriver revisoren med løftet pegefinger i de seneste årsregnskaber.

Kim G. Christiansen udgør direktionen, men har ikke sørget for at efterkomme lovkravet.

- Det har jeg ikke gjort endnu, nej.

- Det var ikke godt?

- Det kan du sige. Men nu må vi se, det kan være der kommer bedre tider. Indtil videre hutler vi os igennem på kanten af lovgivningen, erkender medlemmet af Folketinget.

Kim G. Christiansen forklarer, at navnet på det famøse selskab opstod, da han udgav en plade for pigerne Lonnie og Tanja, da de deltog i MGP2001 med sangen ’U ma ma’.

- Der var også et cover-nummer med ’Åh buggie vuggie, vuggie’, Men min datter, der snart er ti år, kunne ikke udtale det, så hun sagde uggi guggi. Og så kom selskabet til at hedde det. Det er et totalt tåbeligt navn, og man kunne have valgt forkortelsen UG Records, det havde måske været smartere.

- Ja den burde du måske lige have vendt med en reklamemand først.

- Ja, men det var ikke så kommercielt tænkt. Jeg synes bare, det var morsomt at have med at gøre. Desuden har jeg også selskabet fordi jeg er forsanger i bandet Party Patroll, som spiller Rock ’n’ Roll. Men det har stort set ligget brak i den tid, jeg har siddet i Folketinget.

- Vi har også set på regnskaberne...

- Borer du i anpartsselskaber og politikerskandaler, eller hvad har du gang i? Nu må vi se. Det kan være, der kommer bedre tider, siger han.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen