Frank Aaen truer med injuriesag

Folketingsmedlemmet, der i årevis dansede tæt med de totalitære regimer i DDR og Sovjetunionen, beskylder den gamle frihedskæmper Jørgen Røjel for injurier

Enhedslistens Frank Aaen har planer om at sagsøge den gamle frihedskæmper, overlæge Jørgen Røjel, for injurier.

Jørgen Røjel har nemlig i et debatindlæg i Jyllands-Posten den 17. december beskyldt Frank Aaen for at have begået strafbare handlinger.

Han skriver, at Frank Aaen så sent som i 1989 deltog i et politbureaumøde i DDR kort før murens fald, og han tilføjer, at 'hvis det var blevet opdaget i tide, havde han fået en lang fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens bestemmelser'.

Enhedslisten har på Frank Aaens vegne bedt Jørgen Røjel om at sige undskyld ved at beklage, at han har fremsat ubeføjede sigtelser mod Frank Aaen.

Undskyldningen skulle have været Enhedslistens sekretariat i hænde senest den 22. december klokken 16. Da den ikke kom, er sagen nu overgået til partiets advokat.

Frank Aaen mener, at Jørgen Røjel er gået over stregen i sit debatindlæg, der har overskriften 'De potentielle landsforrædere'.

Aaen lønnet af Moskva
- Jeg har ikke gjort noget kriminelt, så jeg vil ikke finde mig i at blive beskyldt for at være kriminel. Hvis ikke jeg tager til genmæle her, så kan alle andre også sige, at det er okay at sige, at Frank Aaen er kriminel, siger
Enhedsliste-medlemmet, der som redaktør for 'Land og Folk' vel nærmest blev aflønnet af regimet i Moskva.

Et regime der absolut ikke brød sig om ytringsfrihed.

Men når Frank Aaen anlægger sag, er det ikke for at knægte ytringsfriheden. Han gør det heller ikke fordi, han vil stoppe et spirende opgør med eventuelle 'potentielle landsforrædere' på den danske venstrefløj.

- Når jeg siger stop her, er det også af hensyn til debatklimaet. Jeg vil gerne diskutere historie, men det skal være på en ordentlig måde. Højrefløjen skal ikke dømme alle, som den er uenig med, til at være småkriminelle, siger Frank Aaen, der altså selv sympatiserede med regimer, hvor der slet ikke var nogen debat.

Selvom sagen er overgået til Enhedslistens advokat, så håber Frank Aaen dog, at Røjel skifter mening og kommer med en undskyldning, så en retssag er unødvendig.
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen