Nordkorea lover skridt frem mod fred

Kinas ledere har modtaget forsikringer om, at Nordkorea er parat til at gå i dialog om fred og stabilitet

En særlig nordkoreansk udsending har forsikret Kinas præsident, at det isolerede nordkoreanske regime er parat til at tage 'positive skridt' frem mod fred og stabilitet på Koreahalvøen.

Erklæringen kommer på et tidspunkt, hvor Beijing selv har optrappet bestræbelserne på at få nordkoreanerne til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

Den særlige nordkoreanske udsending, Choe Ryong-hae, som er sendt til Beijing af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har dog ikke signaleret, at Pyongyang har ændret holdning i striden om landets atomprogram.

USA insisterer på, at Nordkorea skal tage meningsfulde skridt frem mod en afvikling af dets atomvåbenprogram, før der kan blive tale om en genoptaget dialog.

Nordkorea udsendte fredag også en modstridende erklæring, hvori Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, bliver kaldt 'konfrontations-vanvittig.'

Udsendingen Choe har haft møder med en række højtstående ledere i Beijing, deriblandt præsident Xi Jinping.

Ifølge statslige kinesiske medier har Choe haft et håndskrevet brev fra Kim med til Xi i Folkets Store Hal. Der er ikke blevet oplyst noget om brevets indhold.

- Nordkorea er parat til at deltage i en multilateral dialog og konsultationer som sekspartsforhandlingerne og om fred og stabilitet på halvøen, siger Choe ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Kina, der er Nordkoreas eneste allierede, har gentagne gange opfordret Pyongyang til at vende tilbage til sekspartsforhandlingerne.

Forhandlingerne i Sekspartsgruppen, som består af Rusland, Kina, USA, Japan, Sydkorea og Nordkorea, er fokuseret på atomafrustning på den koreanske halvø.

Kina har med bekymring fulgt spændinger tage til mellem Nord -og Sydkorea. En krig på Koreahalvøen vil kunne få alvorlige følger for det nordøstlige Kina.

0 kommentarer
Vis kommentarer