Aalborg-borgere: Rejs løs - betal selv

Borgere skummer over Aalborgs rejse-frås: Det er ikke i orden, at borgmesteren tager konen med til USA på fribillet, lyder det fra folk på gaden

Maria Reich (t.v.) og Hanne Andersen synes ikke, at rejserne er i orden, men Hanne Andersen kan godt forstå, at politikerne gerne vil have konerne med. (Foto: Rene Schütze)
Maria Reich (t.v.) og Hanne Andersen synes ikke, at rejserne er i orden, men Hanne Andersen kan godt forstå, at politikerne gerne vil have konerne med. (Foto: Rene Schütze)

Aalborgs rejselystne borgmester, Henning G. Jensen, hænger i disse dage ikke i lygtepælene på gader og stræder. Det er der en enkelt forklaring på. Manden genopstiller ikke til det forestående byrådsvalg.

Ellers modtog Ekstra Bladets gadepatrulje i går klare signaler fra tilfældigt adspurgte borgere om, at de gerne så borgmesteren hængt op – bare ikke på valgplakater.

Omfanget af de festlige og hyppige rejser til mange af Aalborgs hele 33 venskabskommuner rundt på kloden er forrykt. Og det er absolut ikke i orden, at konerne kommer gratis med på skatteborgernes regning.

- I disse tider, hvor alle bare skal have portemonnæen lukket i, så kan det ikke være rimeligt, at de, der er offentligt ansatte, farter rundt omkring på skatteborgernes regning, siger Bjørn Sigsgaard, 63, som vi tilfældigt møder foran Salling i Aalborg, og han fortsætter:

- Hvis selve rejsen har et direkte formål, der kan opveje omkostningerne, så er det da i orden. Men lad dem have deres bagerbutikker i fred ovre i Solvang.

Må være for egen regning
På næste gadehjørne støder vi på to yngre kvinder:

- Nej, det er ikke i orden. Det skal ikke være på vores regning, at han rejser nogen steder hen med konen. Jeg forstår godt, at han vil have hende med – sådan har vi det nok alle sammen – men det må være for egen regning, siger Hanne Andersen, 22.

Hendes veninde Maria Reich, 26, er enig:

- Jeg synes heller ikke, det er i orden med rejserne på vores regning. Det kan ikke være rigtigt.

Jeg er ligeglad
Henne om hjørnet møder vi Anna Kathrine Leer, 20, som nærmest har opgivet at følge med i politikernes frås.

- Jeg ved ikke, om det er i orden. Man kan vel argumentere for og imod. Det har aldrig sagt mig noget.

Ekstra Bladet møder dernæst Jan Andersen, 57, som har forståelse for, at ægtepar har lyst til at rejse sammen.

- Jeg kan ikke se, hvad man skal med alle de venskabsbyer. Når byrådsmedlemmerne rejser, kunne man godt finde en måde, hvorpå man kan tage konen med. Man kunne lave en mellemløsning. Men det skal ikke være en ferie. Det er forkasteligt at rejse uden at have et formål.

- Har man sin kone med, ser man ting på en anden måde. At have en sparringspartner med på turen giver en større oplevelse.

Rejs med Løkke
Arne Madsen, 66, ønsker pengene givet bedre ud:

- Konen behøver da ikke at være med. Det forarger mig. Pengene kunne sagtens bruges bedre: Til varme hænder. Dem mangler vi. Jeg tror, de selv holder varmen på de glas, de holder ved.

- Borgmesteren og konen kunne slå sig sammen med Lars Løkke og hans datter. Så kunne de tage en fælles tur.



0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere