S-valgpenge retur - men kun i Aalborg

S-partitoppen vil ikke opfordre andre lokalafdelinger end Aalborg til at tilbagebetale for høje, anonyme valgbidrag

Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby mener, det er en fornuftig løsning for partiets Aalborg-afdeling at betale en del af de kritiserede valgkampagnebidrag tilbage, men han vil ikke opfordre andre lokale afdelinger til at gøre det samme. (Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto).
Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby mener, det er en fornuftig løsning for partiets Aalborg-afdeling at betale en del af de kritiserede valgkampagnebidrag tilbage, men han vil ikke opfordre andre lokale afdelinger til at gøre det samme. (Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto).

Næppe havde balladen om Aalborg-politikernes offentligt betalte rejselyst lagt sig, før de igen kom i orkanens øje. Denne gang efter Berlingske Tidendes afsløring af, at Socialdemokraterne har fundet et smuthul i loven og undlader at oplyse om bidrag på over 20.000 kroner, som man ellers skal. Og en praksis som partiet på landsplan kraftigt har kritiseret Venstre for at benytte sig af.

Se også: EL: Skuffende at S får penge fra hemmelig erhvervsklub
I alt har Socialdemokraterne i Aalborg fået donationer på 170.000 kroner til at få Thomas Kastrup-Larsen i borgmesterstolen efter den afgående bykonge Henning G. Jensen. Tre af bidragyderne har givet mere end 20.000 kroner. Sosserne i Aalborg valgte i formiddag at lukke den stormfulde sag ned ved at betale de tre beløb tilbage, der overstiger de 20.000 kroner.



Se også: Spidskandidater mørklægger valgmilloner
Den beslutning er sket efter dialog med partitoppen, bekræfter partisikretær Lars Midtiby, der kalder beslutningen fornuftig. Men om andre partiafdelinger efter hans mening bør følge trop og gøre ligesom i Aalborg, er mere kryptisk.

- Når I synes, det er fornuftigt, at man i Aalborg betaler tilbage, opfordrer I så samtidig til, at man i andre lokalafdelinger og vælgerforeninger, også betaler tilbage i det omfang, man har et lignende problem?

- Helt generelt vil vi gerne se på, og det står også i regeringsprogrammet, at der kommer synlighed i den økonomiske støtte til partierne.

- Men det, jeg spørger om, er: Når I synes, at det er fornuftigt, at man betaler tilbage i Aalborg, synes I så også, at man lokalt andre steder betaler tilbage i det omfang, man har et lignende problem?

- Generelt er det fint, at man i Aalborg har en kreds af erhvervsfolk, der gerne ser et rødt byrådsstyre. Men der skal selvfølgelig ikke være tvivl om reglerne er overholdt. Vi håber bare, at Venstre deler vores synspunkt om åbenhed i den økonomiske støtte.

- Jeg har overhovedet ikke spurgt til din mening om Venstre. Jeg spørger blot, om I som parti mener, at andre af jeres lokalafdelinger skal betale tilbage på samme måde, som man har valgt at gøre i Aalborg, hvor støtten blev udsat for kritik, og hvor man ikke ville oplyse, hvor pengene kom fra?

- Nu lyder du som om, du går rundt om den varme grød. Er der noget specielt du tænker på.

- Ja. Jeg tænker på, at Socialdemokratiet lokalt får privat støtte af forskellig karakter, nogle steder ganske store beløb, og at man ikke har villet oplyse om beløbene, selv om gennemsigtigheden er et officielt socialdemokratisk ønske. Som eksempler kan nævnes, at Berlingske Tidende i går fortalte om en sådan problemstilling hos Frank Jensen i København og Anker Boye i Odense, og for den sags skyld flere andre steder. Så: Bør man også hos disse andre lokalafdelinger betale tilbage, når ikke man vil oplyse hvem, der giver over 20.000 kroner.

- Vi går ind for åbenhed omkring støtten til partierne, og vi vil gerne se på, hvordan det kan gøres bedre. Du er altså nødt til at være lidt mere konkret i dit spørgsmål, hvis jeg skal besvare det.

- Jamen, det er da uhyre konkret: Mener I, at andre lokale afdelinger bør tage den samme beslutning om at betale tilbage som i Aalborg, hvis man ikke vil oplyse, hvem der yder mere end 20.000 kroner?

- Jeg kan og vil ikke binde mig til, hvad man skal gøre lokalt. Jeg kan blot sige, at på landsplan, hvor jeg opererer, vil man ikke komme til at opleve denne problemstilling, siger Lars Midtiby.

Se også: Politikere rejser med ægtefæller - du betaler

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere