Stor regeringsomdannelse i Tyrkiet efter korruptionssag

Tre fremtrædende ministre trådte tidligere onsdag tilbage efter anklager om korruption.

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, oplyste onsdag aften, at han skifter 10 ministre ud i sin regering efter anklager om korruption.

Kort forinden mødtes han med præsident Abdullah Gül for at orientere om regeringsomdannelsen.

Ommøbleringen blev aktuel, efter tre fremtrædende ministre tidligere på dagen trådte tilbage efter korruptionsanklager.

Se også: Afgående tyrkisk minister: Erdogan bør også gå af

Korruptionsanklagerne har ramt Erdogan hårdt og kan true hans fortsatte virke som premierminister.

De fratrådte var Tyrkiets indenrigs-, økonomi- og miljøminister.

En af de ministre, Erdogan fyrer i forbindelse med regeringsomdannelsen, er EU-minister Egemen Bagis, som også er sat i forbindelse med korruption.

Se også: Tyrkisk korruptionsskandale: To ministre går af efter 'grimt plot'

Miljøminister Erdogan Bayraktar opfordrede tidligere på dagen Erdogan til også at overveje sin stilling.

- Jeg træder tilbage som minister og lovgiver. Jeg mener, at premierministeren også skal træde tilbage, sagde Erdogan Bayraktar til den private tyrkiske tv-kanal NTV.

Regeringskrisen har i den seneste uge spidset til i Tyrkiet.

I sidste uge anholdt tyrkisk politi tre sønner til de nu fratrådte ministre som led i en efterforskning af korruption i forbindelse med offentlige udliciteringer.

0 kommentarer
Vis kommentarer