Kina lemper loven om et barn per par

Reform af lov om et-barns-politik er nu formelt vedtaget. Regimet vil også afskaffe "genopdragelseslejre"

Kina har nu formelt droppet sin kontroversielle et-barns-politik, der favoriserer forældre, som nøjes med at få et enkelt barn.

Lempelsen af loven er lørdag blevet godkendt af landets mest magtfulde organ, den såkaldte Stående Komité.

Det meddeler det statslige nyhedsbureau Xinhua.

Desuden har komitéen også blåstemplet et forslag om at nedlægge de omstridte "genopdragelseslejre", som har eksisteret i mere end halvt århundrede.

Forholdene i arbejdslejrene, der har huset tusindvis af systemkritikere og andre personer, som er faldet i unåde hos myndighederne, er i årevis blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer.

Kritikere frygter, at nedlæggelsen af lejrene bare er en overfladisk ændring, som myndighederne vil erstatte med andre former for straf og kontrol, skriver nyhedsbureauet AFP.

Kinas præsident, Xi Jinping, er en af de syv medlemmer af komitéen, som har godkendt reformerne.

Forslagene blev først fremsat på et reformmøde i kommunistpartiets centralkomité i midten af november.

Ændringen af et-barns-politikken, som har været gældende siden 1979, kommer på et tidspunkt, hvor mange iagttagere venter meget radikale reformudspil fra Kinas ledelse.

Forandringen af familiepolitikken vil tillade, at par får to børn, hvis en af forældrene er enebarn, ifølge Xinhua, der tidligere har omtalt ændringen som en "nøglebeslutning".

Myndighederne har hidtil belønnet par, som kun får ét barn, med kontante penge og bedre boliger.

Loven blev i sin tid indført for at forhindre overbefolkning i verdens mest folkerige stat.

0 kommentarer
Vis kommentarer