Nato: Rusland kan trænge ind i Ukraine på få dage

Forsvarsalliancen har natten til onsdag registreret mindre troppebevægelser af russiske soldater

Rusland har tilstrækkeligt med soldater ved den ukrainske grænse til at kunne "trænge ind i landet", og russerne vil kunne opnå sine militære mål i løbet af tre til fem dage, siger Natos øverste militærchef.

Nato-general Philip Breedlove kalder situationen for "dybt bekymrende".

Forsvarsalliancen har natten til onsdag registreret mindre russiske troppebevægelser, og der er ingen tegn på, at soldaterne er på vej tilbage til deres barakker.

Natos udenrigsministre har på et møde i Bruxelles besluttet at bede Nato om inden 15. april at samle en række initiativer, der kan sikre Nato-landene i det østlige Europa.

Disse initiativer omfatter blandt andet, at man styrker landene militært i luften, på land og til søs.

Ruslands annektering af den ukrainske Sortehavshalvø Krim har medført den værste krise i relationen mellem øst og vest siden Den Kolde Krig.

EU og USA har indført en række sanktioner mod Rusland, og Vesten vil skrue op for sanktionerne, hvis Rusland krydser flere grænser i regionen.

Ifølge Nato er der cirka 40.000 russiske soldater ved grænsen til Ukraine.

- Dette er en meget stor, meget kompetent og meget kampklar styrke, siger Breedlove til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi mener, at den er klar til at kunne trænge ind, og vi mener, at Rusland kan opnå sine mål i løbet af tre til fem dage, hvis man ønsker det, siger generalen.

Ifølge Nato kan Rusland have flere mål med en militær indtrængen i Ukraine, blandt andet etableringen af en landkorridor til Krim.

Natos udenrigsministre afbrød tidligere på ugen alt praktisk samarbejde med Rusland i protest mod russernes handlinger på Krim.

0 kommentarer
Vis kommentarer