Spansk regering afviser catalonsk folkeafstemning

Det er i strid med spansk forfatning at holde folkeafstemning om selvstændighed i Catalonien, siger Rajoy

Catalonierne kan glemme deres ønske om en folkeafstemning for selvstændighed, lyder det fra den spanske regering i Madrid.

- Dette forslag er ikke foreneligt med den spanske forfatning, siger Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, under en debat i parlamentet tirsdag.

- Forfatningen anerkender ikke provinsers eller regioners selvstændighed.

Det var ventet, at regeringen ville afvise ønsket om en folkeafstemning, da både Rajoys konservative parti og oppositionspartiet - det socialistiske arbejderparti - har taget afstand fra idéen.

En lignende plan for Baskerlandet blev afvist af et stort flertal i parlamentet i 2005.

Regionale politikere i det relativt velhavende nordlige Spanien havde fastsat 9. november 2014 for folkeafstemningen.

- Det er hele den spanske befolkning, som har kapacitet til at beslutte, hvad Spanien er. Ingen kan ensidigt berøve hele den spanske befolkning retten til at afgøre fremtiden for dets land, har premierministeren tidligere sagt.

Mange af Cataloniens indbyggere sammenligner deres situation med Skotland, hvor de politiske ledere i september holder en folkeafstemning om uafhængighed af Storbritannien.

Den britiske regering har accepteret, at afstemningen bliver afviklet. Alting tyder dog på, at forslaget om en løsrivelse fra Storbritannien vil blive forkastet.

De omkring 7,5 millioner cataloniere er stolte af deres karakteristiske sprog og kultur, og mange af dem er trætte af, at det øvrige Spanien klarer sig dårligere økonomisk.

Catalonien står for en femtedel af Spaniens totale produktion og en endnu større andel af landets eksport.

0 kommentarer
Vis kommentarer