USA om ukrainsk valg: Det vigtigste nogensinde

Det ukrainske præsidentvalg den 25. maj vil være det vigtigste valg i landets historie, siger den amerikanske vicepræsident Joe Biden under et besøg i Kijev

Den amerikanske vicepræsident Joe Biden lover Ukraine støtte. (Foto: AP)
Den amerikanske vicepræsident Joe Biden lover Ukraine støtte. (Foto: AP)

Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, siger under et besøg i Kijev, at det ukrainske præsidentvalg den 25. maj vil være det vigtigste valg i landets historie.

Han siger samtidig til ukrainske parlamentarikere, hvoriblandt flere er præsidentkandidater, at USA er parat til at hjælpe den ukrainske økonomi, men han advarer mod den udbredte korruption.

- Ukraine står over for ydmygende trusler og kæmpemæssige problemer, men USA er parat til at assistere dets ledere med at skabe national enhed, siger Biden, som er i Ukraine, efter at telefonlinjerne har glødet mellem diplomater fra USA og Rusland, som forsøger at genoplive den aftale, der blev indgået i sidste uge i Genève.

Se også: Rusland om oprustning: Vi tager kun vores forholdsregler

Af aftalen, der er underskrevet af Ukraine, Rusland, USA og EU, fremgår det, at de prorussiske oprørere, der har sat sig på en række byer i det østlige Ukraine, skal lade sig afvæbne og forlade de offentlige bygninger, de har besat.

Den amerikanske vicepræsident mødte først på dagen den fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, i parlamentsbygningen og drøftede Genève-aftalen.

Mens USA siger, at Moskva skal øge presset på prorussiske separatister og få dem til at respektere aftalen, så siger Rusland, at USA skal øge presset på styret i Kijev.

Se også: Joe Biden i Ukraine: Lover mere hjælp

Den amerikanske ambassadør, Geoffrey Pyatt, siger til journalister, at 'bolden er virkelig ovre på den russiske banehalvdel', når det gælder om at få aftalen til at virke.

- Washington vil bruge dage - ikke uger - på at vurdere implementeringen af aftalen, siger han.

Præsident Barack Obama har truet med flere sanktioner mod Moskva, hvis Genève-aftalen ikke bliver implementeret yderligere snart.

Se også: Lavrov: Ukraine overtræder groft aftale

The New York Times skriver, at Obama har gjort op, at han ikke vil kunne få et konstruktivt forhold til Rusland i de to og et halvt år, som han har tilbage i Det Hvide Hus, og nu vil kæmpe for at minimere de forstyrrelser, som den russiske ledelse omkring præsident Vladimir Putin kan forårsage.

- Vi må redde det marginale samarbejde, som kan reddes, men ellers ignorere Kreml til fordel for andre udenrigspolitiske områder, hvor der kan gøres fremskridt, siger kilder i Obama-administrationen til avisen.

0 kommentarer
Vis kommentarer