Frygter Rusland: Sverige vil have nye missiler

Svenske jagerfly skal bevæbnes med krydsermissiler, der kan ramme mål i Rusland

Krydsermissiler på svenske jagerfly skal 'afskrække' mulige fjender og sikre landets forsvarsevne, mener den svenske regering.

Torsdag forsvarede forsvarsminister Karin Enström regeringens planer om at udstyre militærfly med krydsermissiler, der kan ramme mål i Rusland.

- I fremtiden er det vigtigt at være i stand til at bekæmpe mål, der ligger langt væk, siger hun0 til Sveriges Radio.

- Det vil hæve niveauet for vores forsvarsevne og dermed hæve tærsklen for effekten af vores forsvar, siger hun.

Tirsdag fremlagde centrum-højre regeringen planer om en stigning i forsvarsbudgettet. I en erklæring lød det, at regeringen er "dybt foruroliget over udviklingen i og omkring Ukraine" og "Ruslands besættelse af dele af en suveræn stat".

Udgifterne til forsvaret stiger efter planen med 5,5 milliarder svenske kroner frem mod 2024. Det bliver lagt oveni i det nuværende budget på næsten 50 milliarder kroner.

Det svenske forsvar har argumenteret for at anskaffe missiler med en større rækkevidde for at afskrække Rusland fra at ødelægge svenske våben på afstand.

- Det viser en potentiel modstander, at vi kan kæmpe fra store distancer, og derfor mener vi, at det har en afskrækkende virkning, siger den svenske oberst Johan Hansson til Sveriges Radio.

Den svenske opposition kritiserer planerne og advarer mod, at det kan inspirere andre parter og tilskynde til oprustning i andre dele af regionen.

En evaluering af det svenske forsvar forventes afsluttet i midten af maj.

0 kommentarer
Vis kommentarer