Lidegaard er klar til flere sanktioner over for Rusland

Russiske virksomheder kan blive ramt næste gang, siger dansk udenrigsminister, nu da EU-sanktioner udvides

EU-landene besluttede mandag at udvide sanktionslisten over for Rusland med 15 personer, og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er klar til at gå endnu videre og ramme russiske virksomheder, hvis Moskva fortsætter med at forsøge på at undergrave Ukraine.

- Hvis situationen ikke nedtrappes, må EU være klar til at se på flere målrettede sanktioner. Danmark arbejder for, at det også omfatter virksomheder, der har været med til at underminere Ukraines enhed, siger udenrigsministeren i en kommentar til de nye EU-sanktioner.

Han konstaterer, at Rusland og de prorussiske separatister i Ukraine ikke har levet op til Geneve-aftale, som den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, var med til at forhandle på plads skærtorsdag.

Den kræver blandt andet, at besatte bygninger og pladser i Ukraine rømmes, at bevæbnede grupper afvæbnes, og at alle parter bidrager til at stabilisere situationen.

- Min og EU's opfordring til Rusland er klar - Rusland skal aktivt være med til at nedtrappe situationen, sådan som det fremgår af Geneve-aftalen. Og vi er som bekendt klar til at gå videre, hvis situationen udvikler sig, siger Lidegaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer