Plakattropper på spring: Nu kan valgplakaterne tale

Danmarks lygtepæle vil fra i morgen være udsmykket med kandidater, som stiller op til Europa-Parlamentsvalget 2014. I år bruger SF nye metoder

Hvis du har en god brandert på ved midnat i aften og pludselig ser talende valgplakater, så er den god nok.

Natten til lørdag, når klokken slår 12, vil de politiske partiers fodsoldater nemlig myldre frem og plastre lygtepæle til i hele landet.

Fem spidskandidater fra SF vælger dog at tænke nyt og i stedet hænge digitale valgplakater op til årets Europa-Parlamentsvalg 2014, der bliver afholdt 25. maj 2014.

Sådan gør du
Hvis borgere downloader app’en ”i SEE” og herefter holder telefonen op foran plakaten, så vil Margrete Auken, eller en af de andre kandidater, begynde at snakke og bevæge sig inden for selve valgplakaten. -

- SF har en ambition om at gøre vores kommunikation mere levende og vedkommende for vælgerne, siger Margrete Auken, der stiller op som spidskandidat.

Hun mener, at det er særlig relevant til et valg til Europa-Parlamentet, hvor interessen måske ikke er lige så stor som til et Folketingsvalg.

- Det er vigtigt ikke blot at tale i overskrifter, men derimod give folk et større grundlag for at vurdere, hvem de er mest enige med og derfor i sidste ende, hvem de ønsker at stemme på.

- Derfor har vi lanceret de talende valgplakater, så man på en lidt sjov og anderledes måde kan lære kandidaterne at kende og finde ud af, hvad vi står for, forklarer hun i en mail til Ekstra Bladet.

Valgplakater kan naturligvis ikke alene sikre partierne mandater. I den indledende fase af valgkampen har kandidaterne især kæmpet om vælgernes gunst under overskrifter som "Velfærdsturisme", "Fri bevægelighed" og "Social dumping". De næste tre uger skal disse og andre temaer debatteres, inden danskerne 25. maj afgiver deres stemmer og afgør, hvilke af i alt 100 kandidater der skal have de 13 danske pladser i Bruxelles.

0 kommentarer
Vis kommentarer