Partisekretær efter Løkke-sag: Nu følger vi skatteloven

Venstre vil ikke offentliggøre partiets regler - der ifølge ny forklaring blev indført i 2012 - men de forhindrer nu køb af tøj til Lars Løkke

Venstre skærper reglerne for brug af partipenge (foto:Tariq Mikkel Khan)
Venstre skærper reglerne for brug af partipenge (foto:Tariq Mikkel Khan)

Venstres partisekretær Claus Richter fralægger sig nu ansvaret for Lars Løkke Rasmussens indkøb af tøj for mindst 152.000 kroner og ferierejser til familien.

Nu forklarer han, at partikassen tidligere stod for åben for partiets formand, men at der siden er indført nye regler for brug af medlemmernes penge på at servicere blandt andre Lars Løkke.

Blandt andet fastslår de nye regler, at Venstre skal overholde landets skattelovgivning. Claus Richter har konsekvent undladt at svare på spørgsmålene om, hvorvidt alle regler og lovgivning har været fulgt i forbindelse med ekvipering af formanden og ferierejser til Løkkes hustru og søn.

Om reglerne også udstikker retningslinjer for V-toppens forhold til rygeloven, uddyber han ikke.

Se også: Røg på ikke-rygerværelser: Venstre betalte for rens

- Da jeg tiltrådte som partisekretær i april 2012, gennemførte jeg et helt nyt sæt retningslinjer for brug af penge i Venstre. Det gælder også, hvad formanden, partisekretæren og andre ledende folk bruger partiets penge på, siger Claus Richter til Ritzau.

Se også: Tæsk til Løkke i borgerlige aviser

Udmeldingen kommer, efter at flere i baglandet har opfordret til, at Venstre indfører regler, der gør op med, at partikassen betaler for blandt andet tøj til partiformanden.

Flybilletterne til Løkkes familie og jakkesæt og skjorter til formanden er dog blevet betalt, før de nye regler blev indført.

Det foregår efter bogen
- Hvad ændrer de nye regler i forhold til de gamle?

- Det er vores interne regler. Jeg kan bare sige, at der er blevet udarbejdet nye retningslinjer, efter jeg blev partisekretær, og det foregår fuldstændig efter bogen, siger Claus Richter.

- Kan du sige, om Venstre efter de nye regler fortsat kan købe tøj og ferierejser til formanden?

- Nej, det vil jeg ikke ind på, siger Claus Richter, som dog i en sms til Ritzau efterfølgende skriver, at de nye regler forhindrer køb af eksempelvis tøj.

Claus Richter ønsker ikke at udlevere regelsættet fra 2012, men oplyser, at det blandt andet fastslår:

- At Venstre altid vil være i compliance (overensstemmelse, red.) med de danske skatteregler. Det er det, vi tager udgangspunkt i, når det gælder, hvad der er private udgifter, og hvad der ikke er private udgifter.

- Men reglerne er indført efter købet af tøj og flybilletter. Var I også i overensstemmelse med skattereglerne i den sag?

- Det kan jeg ikke gå nærmere ind i. Jeg kan bare sige, at jeg har fået implementeret de her regler, efter at jeg tiltrådte som partisekretær.

Se også: Ellemann: Jeg fik reklameslips og T-shirt

Ifølge skatteadvokat Eduardo Vistisen er ikke kun Lars Løkke Rasmussen, men også Venstre forpligtet til at indberette til Skat, at partiet har betalt en ferierejse for formandens familie.

- Har Venstre oplyst det til skattemyndighederne?

- Det har jeg ingen kommentarer til. Vi betragter skat som en privatsag, ligegyldigt om det er et organisationsspørgsmål eller et spørgsmål til enkeltpersoner.

- I Thornings skattesag mente Venstre, at hendes oplysninger skulle lægges frem. Hvorfor er det anderledes, når det handler om Venstres formand?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

- Kan du forstå, hvis nogle vælgere tænker, det er dobbeltmoralsk, at når det gælder Socialdemokraternes formand, så skal skatteoplysningerne frem, men ikke når det gælder Venstres formand?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til, siger Claus Richter.

0 kommentarer
Vis kommentarer