Geert Wilders skuffer fælt ved EU-parlamentsvalget

Den højreorienterede hollandske politiker bliver kun nummer tre ved europaparlamentsvalg, viser måling

Den højreorienterede Geert Wilders og Frihedspartiet (PVV) bliver kun tredjestørst ved EU-parlamentsvalget. Det viser den første valgstedsmåling fra Holland, som torsdag holdt europaparlamentsvalg sammen med Storbritannien.

Det endelige resultat kommer først på søndag, når alle lande i EU har stemt, men alt andet lige tyder det på en slem skuffelse for Geert Wilders, der i månedsvis har ført i meningsmålingerne og således lå til at blive det største hollandske parti i EU-Parlamentet.

Ifølge valgstedsmålingen får PVV 12,7 procent af stemmerne. Det rækker formentlig kun til tre sæder i parlamentet, og dermed mister partiet en plads, da de i øjeblikket har fire. Holland har 26 pladser i det 751 medlemmer store Europaparlament.

40.000 hollændere er blevet spurgt i valgstedsmålingen.

Politikeren Geert Wilders er blevet kendt i Holland og resten af verden for sine kontroversielle og markante anti-islamistiske udmeldinger.

Det har givet ham massiv opbakning hos de hollandske vælgere, men efter en tale i Haag i forbindelse med det hollandske kommunalvalg kom både han og PVV i krise.

I løbet af talen spurgte han tilhørerne, om de ville have flere eller færre marokkanere.

Samstemmende råbte publikum: 'Færre! Færre! Færre!'

- Det skal vi nok sørge for, svarede Geert Wilders.

Den kommentar sendte partiet i knæ, og det kan nu læses ud af valgstedsmålingen.

Flere prominente partimedlemmer har efterfølgende vendt Frihedspartiet ryggen. Det gælder blandt andre Roland van Vliet og Joram van Klaveren, der begge er medlemmer af det hollandske parlament.

Som de to første lande afviklede Holland og Storbritannien torsdag EU-parlamentsvalg. I Storbritannien kommer der ikke nogen valgstedsmåling før resultatet på søndag

Fredag stemmer Irland, og lørdag gælder det Tjekkiet, Letland og Slovakiet. Søndag bliver den store valgdag, hvor resten af EU-landenes vælgere stemmer.

0 kommentarer
Vis kommentarer