Danmark sender 55 mio. kr. til Syrien

Danmark har allerede har givet Syrien 835 millioner kroner i bistand. Nu sendes yderligere 55 af sted

Til et ministermøde under FN's Generalforsamling i New York vil handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) annoncere, at Danmark vil sende yderligere 55 millioner bistandskroner til det stærkt uroplagede Syrien.

- Vi må konstatere, at Syrien er den absolut største humanitære krise, vi har på globalt plan i øjeblikket. Omkring halvdelen af den syriske befolkning er tvunget på flugt fra deres hjem. Vi har 10,8 millioner, der har brug for akut humanitær bistand. Så der er behov for at gøre mere, siger han.

- Det er FN's appel, og derfor træder vi til med 55 millioner kroner.

Danmark har ifølge ministeren samlet set siden krisens udbrud bidraget med 835 millioner kroner.

- Vi skal gøre, hvad vi kan, for at sikre folk et sikkert ophold og mad, og det er det pengene kommer til at gå til.

Ifølge ministeren vil indsatsen blive koordineret af FN.

- Så snart vi har den på plads, og FN har meldt ud, hvad de har behov for, vil de 55 millioner blive fordelt efter FN's anvisninger, fortæller Mogens Jensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer