Assange dømt skyldig

Julian Assange er kendt skyldig i ikke at overholde kautionsbetingelser. Nu kan han se frem til en mulig udlevering til USA

Se Assange blive ført væk fra Ecuadors ambassade af det britiske politi her. Video: Ruptly

Opdateret klokken 16.06.

WikiLeaks-grundlægger Julian Assange blev under stor mediebevågenhed anholdt på den ecuadorianske ambassade i London. Han blev fragtet direkte til retten, hvor den australske statsborger stod anklaget for ikke at overholde betingelserne for sin løsladelse mod kaution.

Her blev han ved domstolen i London kendt skyldig

Det er kommet frem under et retsmøde torsdag eftermiddag. Om han skal udleveres til USA, skal retten først forholde sig til ved et retsmøde 12. juni.

Fem års fængsel i USA
Der er dog ganske givet kun tale om en bødestraf i dagens dom. Den store hovedpine for Assange er en udlevering til USA. Julian Assange står ifølge USA's justitsministerium til maksimalt fem års fængsel for at have forsøgt at hacke sig ind i regeringscomputer. Det skriver Reuters.

Politiet har oplyst, at anholdelsen skete efter anmodning fra USA. Hele anklageskriftet vil blive offentliggjort senere torsdag.

WikiLeaks-stifteren har opholdt sig på ambassaden siden 2012 i frygt for at blive udleveret til netop USA.

Filmet af russisk medie
Anholdelsen blev filmet af det russiske nyhedsbureau Ruptly, der er ejet af det statsejede RT. Ifølge det britiske medie the Guardian betyder det, at store britiske medier skamfuldt må bruge det statsejede medies billeder, fordi de ikke selv var på adressen, da anholdelsen foregik.

Ifølge the Guardian har der ellers været tale om at indgå en aftale på tværs af de britiske medier for at mandsopdække ambassaden, hvis Assange skulle blive anholdt. Men det blev altså skrottet.

Ifølge the Guardian har Ecuadors præsident Lenín Moreno sagt, at han har sikret, at han ikke får dødsstraf eller bliver udsat for tortur.

Selvom Julian Assange altså ikke længere har støtte fra Ecuador, får han til gengæld fra Pamela Anderson, der på Twitter skriver, at hun er i chok.

Besværligt forhold
De svenske myndigheder har tidligere ønsket Assange udleveret for anklager om voldtægt. Den anmodning blev trukket tilbage i 2017.

Storbritannien har dog fastholdt arrestordren på ham.

Tidligere på året kaldte Ecuadors præsident den 47-årige australier for et 'nedarvet problem'. Præsidenten sagde, at Assange har givet en del besvær for den ecuadorianske regering.

Udtalelsen kom, efter at Assange havde udtrykt støtte til Cataloniens bestræbelser på løsrivelse fra Spanien.

Ecuador gav Assange statsborgerskab i januar. Det var et mislykket forsøg på at sikre ham diplomatisk immunitet, så han kunne forlade ambassaden i London uden at blive anholdt af de britiske myndigheder.

298 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere