'At kalde ham for en forræder er helt vanvittigt'

Præsident Donald Trump fortjener ros for sit forsøg på at skabe et bedre forhold til Rusland, mener amerikanske vælgere, som Ekstra Bladet har talt med

Her siger Trump ifølge eget udsagn 'would' i stedet for 'wouldn't' ved en fejl. Han har efterfølgende sagt, at han tror, Rusland var indblandet i det amerikanske valg. Video: AP

SCOTTSDALE, ARIZONA (Ekstra Bladet): Wayne Spetrino stemte ikke på Donald Trump, men han mener, at præsidenten har gjort et godt arbejde med at sætte skub i økonomien og skabe jobs.

Og Trumps optræden ved topmødet i Helsinki mandag trækker ikke ned i det samlede regnskab, når Wayne Spetrino skal bedømme præsidentens indsats.

- Trump er en anderledes personlighed. Det må vi lære at acceptere. Alle jeg kender er i arbejde i dag, og det var de ikke for nogle år siden. Det er det, der tæller, siger Wayne Spetrino, der betegner sig selv som partipolitisk uafhængig.

Total forvirring
Han mener, at det er positivt, at Trump forsøger at skabe et bedre forhold til Rusland. Det bekymrer ikke den 63-årige kommunalarbejder, at Trump på topmødet sagde, at han ikke troede, at Rusland havde blandet sig i det amerikanske valg i 2016.

- Han formulerer sig nogle gange på en sjov måde, og det gør os alle sammen forvirrede. Det skete også i Helsinki. Bagefter forsøgte han at forklare sig, men det gjorde bare os alle endnu mere forvirrede, griner han.

Wayne Spetrino mener ikke, at præsident Trump dumpede i Helsinki, hvor han holdt topmøde med Vladimir Putin. Foto: Mikkel Selin
Wayne Spetrino mener ikke, at præsident Trump dumpede i Helsinki, hvor han holdt topmøde med Vladimir Putin. Foto: Mikkel Selin

Ekstra Bladet er på gaden i Scottsdale, Arizona, for at tage pulsen på vælgernes opfattelse af præsident Donald Trump, efter det omstridte topmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Hysteriske medier
Carla Denham, 47, er født og opvokset i Arizona, og hun stemte på Donald Trump, fordi han lovede at bremse den illegale indvandring. Hun mener, at mediernes dækning af topmødet i Helsinki er hysterisk og ude af trit med virkeligheden.

- At kalde ham for en forræder er helt vanvittigt. Det er en alvorlig anklage. Men jo højere medierne og den venstreorienterede elite råber, jo mere tror jeg, at befolkningen støtter ham, siger hun og understreger, at hun vil stemme for hans genvalg, hvis han stiller op i 2020.

Trump og Putin på det omstridte pressemøde i Helsinki. Foto: AP
Trump og Putin på det omstridte pressemøde i Helsinki. Foto: AP
 

Carla Denham er en typisk Trump-tilhænger, viser en meningsmåling, der er offentliggjort efter Helsinki-topmødet.

Her fremgår det, at et markant flertal af de republikanske vælgere bifalder præsident Trumps optræden under det fælles pressemøde med Vladimir Putin. Det var på dette pressemøde, at Trump tilsyneladende tog parti for Vladimir Putin i stedet for det amerikanske efterretningsvæsen. Trump har siden sagt, at han fortalte sig.

Republikansk støtte
Målingen viser også, at den amerikanske befolkning er skarpt opdelt efter partilinjerne. Ifølge målingen fra Axios/Survey Monkey er hele 91 procent af Demokraterne utilfredse med Trumps optræden, mens 79 procent af Republikanerne mener, at han gjorde det godt.

Demonstranter foran Det Hvide Hus tirsdag. Foto: AP
Demonstranter foran Det Hvide Hus tirsdag. Foto: AP
 

Netop polariseringen af den amerikanske befolkning bekymrer Matthew Zahn, 29. Han stemte ikke på Donald Trump, men mener, at præsidenten bare drejer sine ord efter forgodtbefindende. På den måde er han alligevel en typisk politiker, mener Zahn.

- Jeg følger ikke meget med i politik. Jeg passer mit arbejde og betaler min regninger og gør på den måde mit til, at den amerikanske økonomi er stærk, siger Matthew Zahn, der er på opgave for et sikkerhedsfirma på byens hovedstrøg, da Ekstra Bladet træffer ham.

- Kritikere mener, at Trump kan være i lommen på Putin. Bekymrer det dig?

- Nej, for jeg tror ikke på, at han er i lommen på Putin eller nogen andre. Jeg tror, at Trump og Putin på nogle områder kan have samme interesser og derfor samarbejder. Men jeg tror ikke, Trump er typen, der er i lommen på andre, siger han.

Matthew Zahn tror ikke, Trump er i lommen på nogen som helst. Foto: Mikkel Selin
Matthew Zahn tror ikke, Trump er i lommen på nogen som helst. Foto: Mikkel Selin
 

Hans makker Todd er enig:

- Præsident Trump er ikke til salg, og det er vigtigt, at give ham plads til at forhandle med andre statsledere uden at flippe ud hver gang, han siger eller gør noget mærkeligt eller uventet. Sådan er han bare. Det må folk snart kunne forstå, siger han.

Et umuligt valg
Steven Berger, 62, tilbringer formiddagen i en lokal park i selskab med en kriminalroman og Bob Dylan i høretelefonerne. Han erkender, at han nok er blevet kynisk efter at have fulgt amerikansk politik i en menneskealder.

- Jeg stemte hverken på Hillary Clinton eller Donald Trump. For mig var det et uacceptabelt valg mellem en korrupt kvinde og en klovn, siger han og forklarer, at ingen bør være overraskede over, at det blev Donald Trump, som indtog Det Hvide Hus.

- Han repræsenterer alt det, som vi har forsøgt at producere de sidste 100 år i dette land. Han er grådig, egoistisk, selvcentreret og racistisk, siger Steven Berger, der dog håber, at Trumps uortodokse stil kan give positive resultater.

Ikke mindst i forhold til Rusland.

Steven Berger mener, at USA og Rusland bør være venner. Foto: Mikkel Selin
Steven Berger mener, at USA og Rusland bør være venner. Foto: Mikkel Selin
 

- Jeg synes, at det er en god ting, at han ønsker at tale med Putin. Det burde være mediernes fokus efter topmødet i Helsinki, og ikke om han leflede lidt for meget for Putin.

- USA og Rusland har været fjender i hele min levetid. Hvorfor? Hvis vi kan blive venner med Rusland, så er det vel kun godt, siger Steven Berger til Ekstra Bladet.

860 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere