Australien lukker ned for ikke-nødvendige rejser indenrigs

Den australske regering anbefaler nu, at man aflyser alle ikke-nødvendige rejser både udenrigs og indenrigs

I Australien frarådes alle indenrigs rejser nu, mens delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, varsler en
I Australien frarådes alle indenrigs rejser nu, mens delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, varsler en "omfattende nedlukning". Foto: Loren Elliott/Reuters

Australiens premierminister, Scott Morrison, beder den australske befolkning om at aflyse alle ikke-nødvendige rejser indenrigs for at begrænse spredningen af coronavirus i landet.

Det siger premierministeren på et pressemøde natten til søndag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Antallet af bekræftede smittetilfælde med coronavirus i Australien har det seneste døgn oversteget 1000.

Dermed anbefaler den australske regering nu, at man aflyser alle ikke-nødvendige rejser både udenrigs og indenrigs.

Ifølge Scott Morrison er arbejdsrelaterede rejser og transport af essentielle varer samt rejser i forbindelse med nødhjælpsarbejde fortsat tilladt.

Men alle rejser, som ikke kan kategoriseres som nødvendige, bør aflyses - eksempelvis rejser i forbindelse med den kommende påskeferie.

- Strengere tiltag vil blive indført i de kommende dage i de områder, der er berørt af virusudbruddet, siger Scott Morrison.

- Det betyder, at de tiltag, som er nødvendige i Sydney, ikke nødvendigvis er nødvendige andre steder i landet.

Australien har allerede lukket sine grænser for udlændinge i håbet om at begrænse smittespredningen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

To australske regioner - Tasmanien og Northern Territory - har desuden indført en obligatorisk 14 dages karantæne for alle besøgende.

Den australske regering har natten til søndag dansk tid også varslet investeringer for 66,4 milliarder australske dollar for at støtte landets økonomi under coronakrisen.

Det svarer til omkring 269 milliarder danske kroner.

Pengene skal blandt andet bruges til at give lån til små og mellemstore virksomheder samt at give bedre forhold for arbejdsløse, i takt med at flere og flere virksomheder fyrer ansatte i forbindelse med udbruddet af coronavirus.

Flere australske delstater har natten til søndag dansk tid annonceret, at de lokale regeringer vil tage yderligere tiltag i brug for at begrænse smittespredningen.

Det skriver The Guardian.

Blandt andet New South Wales, den mest folkerige delstat, hvor blandt andet Sydney ligger, vil indføre en 'mere omfattende nedlukning af ikke-essentielle tjenester' inden for de næste to døgn.

Samtidig varsler delstaten South Australia at delstatens grænser vil blive lukket fra på tirsdag klokken 16 lokal tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer