Australiens mest folkerige stat genåbner skoler og forventer kaos

1,2 millioner australske skolebørn vender tilbage til skole mandag efter to måneders nedlukning

Børn vender tilbage til skolen i New South Wales mandag. Foto: Loren Elliott/Reuters
Børn vender tilbage til skolen i New South Wales mandag. Foto: Loren Elliott/Reuters

Australiens mest folkerige delstat, New South Wales (NSW), har mandag indsat flere end 100 medarbejdere, der skal håndhæve regler for social afstand under offentlig transport.

Det sker, da tusindvis af Australiens skolebørn vender tilbage til skolen.

Flere forældre kan dermed vende tilbage på job efter mere end to måneders nedlukning.

Embedsmænd forventer kaos med de mange pendlere til skole og job mandag morgen.

De advarer om rejseforsinkelser, da busser og tog kører med markant reduceret kapacitet på grund af kravet om 1,5 meters afstand mellem folk.

Transportminister i NSW Andrew Constance siger, at 1,2 millioner børn forventes at være på farten mandag.

- Vi har brug for, at alle er tålmodige, siger Constance til den australske tv-station Channel 9.

Mandag genåbner skoler i delstaterne Victoria og Queensland.

Premierminister Scott Morrison har sagt, at genåbning af skoler er vigtig for at genoplive Australiens økonomi.

Særligt fordi de internationale grænser forventes at være lukket i måneder, og Morrison opfordrer australiere til at rejse lokalt for at støtte turismesektoren.

Men delstaterne i Australien er splittede mellem, om landet skal genåbne for alle rejser indenrigs eller ej.

Åbningen af landets delstatsgrænser er i høj grad op til delstaternes ledere, der kommer fra vidt forskellige politiske ståsteder.

NSW ønsker at åbne alle delstatsgrænser for at sætte skub i økonomien.

Omvendt ønsker delstaterne Western Australia og Queensland dem fortsat lukkede.

Australien har indtil videre haft succes med at holde coronavirusset nede ved tidligt at lukke landets grænser udadtil og indføre skrappe restriktioner.

Landet har registreret omkring 7000 smittetilfælde og 102 coronarelaterede dødsfald.

Det er markant under de registrerede antal i USA, Storbritannien og Sydeuropa.

Der bor knap 25 millioner mennesker i Australien.

13 kommentarer
Vis kommentarer